23948sdkhjf

Første insektproduktion i stor skala er på vej

Jysk insektfarmer: Mange unge er ikke forskrækkede over insekter
Dorte Svenstrup er veterinærsygeplejerske, har arbejdet med svineproduktion i mange år og har tidligere lejet bygningerne på sin ejendom mellem Tarm og Grindsted i Sydvestjylland ud til svineproduktion. Men de lave svinenoteringer har efterladt bygningerne tomme.

-Jeg var på jagt efter nye muligheder, som ikke var knyttet til det konventionelle landbrug. En ven foreslog insekter, og nu er vi i gang, fortæller Dorte Svenstrup, medejer af Heimdal Entofarm.

I dag er produktionen begrænset til at producere få hundrede kilo insekter, men ambitionerne er at lave Danmarks største insektfarm.

- Lige nu er vi i en testfase, hvor vi skal afprøve, hvilke metoder der virker bedst, ligesom vi skal kunne dokumentere, at fødevaresikkerheden er i top. Den lille hal, som vi p.t. bruger, regner vi med kan producere 28 ton årligt, men vi har adskillige andre bygninger, der også kan indrettes, siger Dorte Svenstrup.

LÆS: Ny udgave af Food Supply Magazine her. 68 gratis siders magasin om fødevareindustrien

Fødevarer, dyrefoder og gødning

Insekterne skal bruges til fødevarer – både hele og forarbejdede – samt dyrefoder og gødning.

- Insekter kan løse en række af de udfordringer, vi står overfor i de kommende år, både menneskeligt og miljømæssigt. Vi kommer til at mangle naturlige proteiner i fødevarer, ligesom insekter kan være et godt alternativ til den soja, som vi importerer til dyrefoder i dag, og insekternes efterladenskaber er suveræn gødning, siger Dorte Svenstrup.

Hun fortæller, at Heimdal Entofarm allerede er i dialog med flere potentielle aftagere af de kommende insektprodukter.

- Vi er slet ikke bekymrede for efterspørgslen, hverken til dyrefoder, gødning, insektmel eller hele insekter. Man kan bruge insektmel i brød eller lave gode panderetter. Min oplevelse er, at mange unge ikke er forskrækkede over insekter, siger insektfarmeren.

Mangler retningslinjer

De første forsøg på Heimdal Entofarm kører rigtigt godt, men spørgsmålet om, hvornår de kan skalere til storproduktion, blafrer en anelse i vinden. Den fødevarepolitiske regulering er nemlig noget usikker.

- Tempoet på vores forretning afhænger i høj grad af, hvor hurtige Fødevarestyrelsen og det politiske system er til at indfase insekter i lovgivningen. Vi er lige blevet godkendt til at producere hele insekter til fødevarer, men mangler at få godkendelse til dyrefoder, siger Dorte Svenstrup, som har været med til at etablere det første insektnetværk i Danmark.

Når man kaster sig ud i en helt ny produktionsform, er der også en teknologisk udvikling, der skal opjusteres fra manuelle processer til et automatiseret industriflow.

- Vi kan ikke skubbe stenen alene op ad bjerget. Men vi har heldigvis sat gang i gode samarbejder med forskningsinstitutioner, og håber at vi kan udvide til udstyrsprocenducenter, siger Dorte Svenstrup.

Hendes insektfarm får i dag besøg af landbrugs- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, som kommer for at blive klogere på mulighederne.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141