23948sdkhjf

Internationale mad-investorer kommer til Danmark

Nye virksomheder kan præsentere deres ideer i Aarhus
Mere risikovillig kapital kan være på vej til innovative start-ups inden for fødevarebranchen.

I hvert fald samler European Food Venture Forum onsdag og torsdag både internationale og danske investorer i Aarhus i håbet om at få åbnet både deres øjne og deres pengepunge.

European Food Venture Forum giver i løbet af de to dage små og mellemstore virksomheder mulighed for at præsentere deres kapitalbehov over for en række internationale investorer og samtidig netværke med andre ambitiøse iværksættere og eksperter.

Det danske vækstinitiativ Future Food Innovation, der er initiativtager til European Food Venture Forum, har under alle omstændigheder en hel del penge klar: Initiativet har således netop fået en bevilling på tre nye puljer med midler til fødevareinnovation.

De i alt 66 millioner kroner fra de tre nye puljer er øremærket skabelse af vækst og arbejdspladser i hele landet via udviklingssamarbejder mellem virksomheder og vidensinstitutioner, som skal skabe nye, innovative produkter og løsninger.

- Lærerig proces

Nordisk Tang er en af de danske virksomheder, som tidligere har modtaget midler via Future Food Innovation til produktudvikling.

- Midlerne fra Future Food Innovation har medvirket til, at vi hurtigt og effektivt har kunnet udvikle en vegansk pesto målrettet en hastigt stigende efterspørgsel på veganerprodukter i Danmark og Tyskland, fortæller Kristian Ottesen, direktør i Nordisk Tang.

- Vi har fra begyndelsen haft en ambition om at være meget skalerbare. At etablere sig som vækstvirksomhed kræver kapital. Derfor deltog vi i European Food Venture Forum sidste år for at afsøge, hvilke muligheder og udfordringer der er i forbindelse med at rejse kapital. Det var en meget lærerig og givende proces, der gjorde os i stand til på egen hånd at finde de rette investorer, tilføjer han.

Et eksempel på en anden virksomhed, der sidste år præsenterede sig – og blev én af de otte vindende virksomheder - på European Food Venture Forum, er danske Fooducer. Virksomheden har til fødevareindustrien udviklet en digital platform, der gør det nemmere for branchens forskellige aktører at handle og kommunikere med hinanden.

Ud i verden

- Vi fik god adgang til et bredt felt af investorer og i den forbindelse også markedsført Fooducer overfor andre relevante aktører, siger Fie Hansen-Hoeck, CEO og medstifter af Fooducer.

I foråret investerede fonden Capnova Invest Zealand, som administreres af Capnova, og en privat investor i alt 3,5 millioner kroner i Fooducer.

- Vi er nu i gang med at skalere til de nordiske markeder, og samtidig forbereder vi anden fundingrunde for at komme videre ud i verden, fortæller Fie Hansen-Hoeck om virksomhedens planer.

Innovationsmiljøet Future Food Innovation er forankret i Agro Business Park i Tjele.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093