23948sdkhjf

25-årig investerer 12 millioner i kyllinger

Jens Saksager er klar med sit livs hidtidige svendestykke: To kyllingehuse til hver 48.000 gode danske kyllinger.
Det er ikke hver dag, man hører gode historier om lovende investeringsprojekter i dansk landbrug, og det er bestemt heller ikke hver dag, man hører om en 25-årig mand, der står tidligt op om morgenen og trækker i arbejdstøjet for at lede sit eget staldprojekt til et tocifret millionbeløb. Men nu er Jens Saksager heller ikke som mange andre.

Sammen med sine forældre har han investeret rundt regnet 12 mio. kroner i en udvidelse af familiens gård ved Vrå i Nordjylland, hvilket betyder, at familien kommer op på at producere ca. en mio. slagtekyllinger om året – fra nuværende 250.000. Samtlige kyllinger afsættes til en af Danmarks førende fjerkrævirksomheder, HKScan, der bl.a. sælger danske kyllinger under navnet ROSE.

Så sent som i sommeren 2016 blev Jens Saksager færdig med sin uddannelse som Agro Business Manager på jordbrugsteknologuddannelsen i Aarhus, og allerede nu står han på tærsklen til at sætte sit livs hidtil største projekt i søen, når han den 6. oktober indsætter kyllinger for første gang i de to nye stalde.

- Det har indtil videre været et enormt koordineringsarbejde med de mange underleverandører, men 7-9-13 har der ikke været nogen grimme overraskelser eller budgetoverskridelser, så jeg er faktisk godt tilpas med forløbet,” fortæller den unge bygherre, der har haft hovedentreprisen til at ligge hos Arne Andersen Vrå A/S mens han har fået kyndig byggerådgivning af mangeårig konsulent i fjerkræbranchen, Palle Vinstrup

Selvom der er tale om en udvidelse af forældrenes gård, er det Jens selv, der er den suveræne styrmand på projektet. Det er nemlig ham, der på et tidspunkt selv skal drive gården videre, og derfor har hans ellers meget driftige landmandsforældre, Erik og Inge Lis Saksager, fra starten valgt at blande sig ret meget udenom - lige bortset fra den fælles finansiering af de nye stalde.

- En af mine eksamensopgaver på jordbrugsteknologuddannelsen var en case om udvidelse af mine forældres landbrug, og da opgaven viste positive prognoser for et sådan projekt, var det oplagt at gå en tur i banken og høre deres mening om ideen, forklarer Jens Saksager. I banken var der fra starten en positiv indstilling – dog med en enkelt, vigtig betingelse:

- Banken stillede bl.a. som betingelse, at jeg skulle vende hjem til Vrå og fungere som driftsleder med henblik på at overtage hele landbruget, når tiden engang er inde. Det med at overtage gården er ikke noget, mine forældre nogensinde har presset på med, men for mig var det i virkeligheden en helt naturlig tanke, da jeg er vokset op med kyllingeproduktion. Jeg synes, at det er en enormt spændende branche, og det er et arbejde og en livsstil, der passer mig rigtig godt, forklarer den således nyslåede driftsleder.

Selve projektet med de nye stalde er imponerende, som sådan noget nu engang er: To traditionelle kyllingestalde på hver 2500 kvm og hver med plads til 48.000 kyllinger. Når alt er oppe at køre, betyder det således en forøgelse fra 250.000 slagtekyllinger årligt til ca. en million.

Staldene er baseret på de energieffektive såkaldte sandwichplader, og indretningen er ganske standard for den slags stalde.

Første spadestik på byggeriet skete i starten af april, og Jens Saksager har som nævnt planlagt at indsætte de første hold kyllinger i de nye stalde den 6. oktober.

Jens Saksager & Co. holder åbent hus-reception for de nye stalde fredag den 30. september kl. 10-16, Saksagervej 190, 9769 V
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156