23948sdkhjf

Dagrofa dropper pludselig salget af milliardsuccesen FoodService Danmark

I stedet skal der sættes ekstra fart på udviklingen
Dagligvarekoncernen Dagrofa har besluttet alligevel ikke at sælge FoodService Danmark og sætter i stedet ekstra fart på udviklingen af milliardvirksomheden, som fremover bliver et selvstændigt selskab i koncernen.

Det oplyser Dagrofa i en pressemeddelelse.

Dagrofa har over en længere periode gennemført en proces med henblik på et muligt salg af FoodService Danmark – en proces, som nu er lukket ned, således at Dagrofa fastholder ejerskabet af en af landets største grossister af fødevarer til professionelle køkkener.

- Baggrunden for, at vi så på mulighederne for at sælge FoodService Danmark, var et strategiskifte i Dagrofa med stram fokus på detailforretningen. Det skifte er vi nu lykkedes med, hurtigere og mere effektivt end forventet, og vi driver i dag to uafhængige forretninger med rigtig god succes. Derfor er incitamentet til at sælge en veldrevet vækstvirksomhed som FoodService Danmark langt mindre end for bare et halvt år siden, siger Per Thau, koncernchef i Dagrofa, i pressemeddelelsen.

FoodService Danmark havde i 2015 et rekordår og tog yderligere markedsandele. Omsætningen voksede med over otte procent til 4,67 milliarder kroner, og resultatet blev mere end fordoblet fra 44 til 101 millioner kroner.

Store investeringer i nyt logistikcenter

Dagrofa vurderer, at der er store muligheder for at fortsætte væksten i FoodService Danmark. Over de kommende tre år vil Dagrofa derfor investere kraftigt i at styrke FoodService Danmarks markedsposition yderligere. Investeringerne sker dels gennem en kraftig udbygning af logistikapparatet og dels gennem en styrkelse af organisationen på udvalgte områder.

Der etableres et nyt og moderne lager samt logistikcenter til FoodService Danmark lige syd for København i Ishøj. Det skal åbne allerede i oktober 2017 og skal samle de eksisterende terminaler i Hvidovre, Greve og Brøndby. De nye faciliteter skal også give plads til, at FoodService Danmark kan fortsætte sin vækst og samtidig øge sin effektivitet endnu mere. Desuden flyttes FoodService Danmarks hovedkontor til samme placering i Ishøj.

Yderligere fokus på kunden

I forbindelse med implementeringen af den nye vækstplan i FoodService Danmark er det besluttet at styrke organisationen og sætte endnu mere fokus på kunden ved at samle ansvaret for kategori, salg og logistik på tværs af den udkørende grossistvirksomhed, Catering Engros, og cash & carry-kæden, Dagrofa S-Engros.

- Det er vores ambition, at FoodService Danmark skal være fødevarepartner nummer ét til Danmarks professionelle køkken. Det betyder dels, at vi skal blive ved med at udbygge vores stærke fødevarekompetencer, dels at vi som partner til vores kunder skal hjælpe dem med at drive deres forretning bedre - over alle sæsoner på året og gennem alle faser af deres forretnings udvikling.

- Vores kombination af cash & carry og udkørende service gør, at vi kan skalere og kombinere vores services til alle typer af køkkener uanset deres aktuelle størrelse, ambitionsniveau og indkøbsmønster. Det er unikt, og hidtil har vi ikke udnyttet det godt nok som en fordel for kunderne, men det ændrer vi på nu, siger Henrik Clausen, der er administrerende direktør i FoodService Danmark.

Nyansættelser og farvel

Det betyder alt sammen, at FoodService Danmark nedlægger stillingen som direktør for Catering Engros og skaber en organisation, hvor salg, logistik og kategori drives på tværs af Catering Engros og S-Engros.

Den ledige post som kædedirektør i S-Engros besættes med Thomas Nielsen, der kommer fra en stilling som salgsdirektør i Dagrofas discountkæde, Kiwi. Som ny kategoridirektør overtager Nicolai Bargholz ansvaret for kategori samtidig med, at han fortsat har ansvaret for e-handel. Claus Mørkøre Andersen, der kommer fra en stilling som salgsdirektør i Catering Engros, bliver salgsdirektør i FoodService Danmark.

For yderligere at styrke logistikområdet, der hidtil har ligget i datterselskabet Catering Engros, har FoodService Danmark besluttet at søge efter en ny logistikdirektør, der skal være med til at styrke virksomhedens distribution og terminaldrift.

Samtidig med disse ændringer har Jan Gerber, direktør for Catering Engros, valgt at søge nye udfordringer uden for virksomheden, oplyser Dagrofa.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11