- Produkthistorien er helt afgørende
Klumme: Dansk økologi kan sælge i stor stil på det tyske foodservice-marked, men det kræver, at øko-virksomhederne har styr på at fortælle den gode produkthistorie, skriver Helene Birk, Økologisk landsforenings markedschef for eksportfremme.
En ost lavet på økologisk mælk fra mælkeproducenter i et geografisk afgrænset område omkring Bovbjerg Fyr i den vestligste del af Danmark - en ost, som lagres i næsten et halvt år tæt på Vesterhavet, hvor osten opnår delikate mælkesaltkrystaller fra den saltholdige havluft.
Sådan en historie får tyske kokke og foodservice-grossister til at spidse ører, og Thises Vesterhavsost er således et førsteklasses eksempel på, hvordan den gode produktfortælling kan bane vej for eksport af dansk økologi til den tyske foodservice-branche.
Da vi i september holdt møder med flere tyske topkokke på Chef Sache-messen i Köln sammen med den danske gourmetkok Torsten Schmidt, blev vi i høj grad bekræftet i, at økologiske produkter er interessante for den tyske foodservice-sektor. Men det er nødvendigt for et godt salg af økologiske produkter, at den gode produkthistorie er tilstede, og den må gerne omfatte historier om råvarernes tilblivelse, sporbarhed og producenten bag produktet.
Kravet om en interessant produkthistorie er en stor skare af virksomheder på det veludviklede danske øko-marked i stand til at efterkomme. Og sporbarhed er i en vis grad naturligt indbygget i økologi, da de økologiske producenter netop arbejder ud fra særlige kriterier, som sikrer en større gennemsigtighed i, hvordan produktionen er foregået. Det er dog alligevel helt afgørende, at man som virksomhed har styr på sin produkthistorie – og formår at kommunikere den på en interessant vis.
Uudnyttet potentiale i tysk foodservice
Tyske indkøbere har længe kigget mod Danmark for økologiske produkter til de tyske dagligvarekæder. Vores langvarige erfaringer med økologi, troværdige statskontrol, stærke knowhow og innovationskraften hos de danske øko-virksomheder har hidtil med stor succes banet vej for danske øko-varer til de tyske butikshylder. Og Tyskland er i dag den danske øko-branches vigtigste eksportmarked.
Men også i de store gryder hos tyske cafeer og restauranter er der et voksende potentiale for dansk øko-eksport, som indtil videre er stort set uudnyttet.
Her er den økologiske andel af markedet i dag cirka 0,5 procent, hvilket kan virke beskedent. I kroner og ører svarer det imidlertid til hele 2,6 milliarder kroner, hvilket forventes at stige i de kommende år i takt med voksende øko-interesse blandt de tyske forbrugere.
Vi har den seneste tid holdt møde med flere tyske foodservice-grossister, som har vist interesse for danske øko-varer, og vareprøver indenfor 30 kategorier er allerede sendt afsted.
Spydspidsprodukter som økologisk perlespelt og perlebyg fra Skærtoft Mølle, økologisk birkesaft fra Sealand Birk, juices fra Naturfrisk, charcuterie fra Aalbæk, øko-oste fra Knuthenlund, Thise og Naturmælk og økologisk chokolade fra Summerbird kan på sigt bane vej for en bredere eksport af danske øko-varer til den tyske foodservice-sektor.
Potentialet er til stede. Hvis historien også er.