23948sdkhjf

To topledere ind i Danish Crowns bestyrelse

Prominente navne kommer fra Danfoss og Grundfos

Danish Crowns bestyrelse får nyt blod hentet fra dansk erhvervslivs absolutte top.
Fra og med tirsdag er Mads Nipper, CEO hos Grundfos, og Jesper V. Christensen, CFO hos Danfoss, med ved bestyrelsesbordet i Danmarks store producent og eksportør af grise- og oksekød og forarbejdede fødevarer.

- Vi er ekstremt stolte af og glade for, at to så stærke erhvervsprofiler vil være med til at udvikle Danish Crown frem mod en endnu stærkere position på verdensmarkedet. Vi er sikre på, at deres omfattende erfaring som topledere i nogle af landets førende, internationale eksportvirksomheder virkelig kan komme Danish Crown og vore ejere til gavn, siger bestyrelsesformand Erik Bredholt i en pressemeddelelse.

Mads Nipper, 50 år, har været Grundfos’ topchef siden 2014. Forinden havde Mads Nipper, der er cand.merc. fra Aarhus School of Business i 1991, en lang karriere med diverse ledelsesposter hos Leg, senest som Chief Marketing Officer.

Ud over Danish Crown-bestyrelsesposten er han medlem af B&Os bestyrelse, hovedbestyrelsen og erhvervspolitisk udvalg i Dansk Industri og repræsentant for Danmark i ”The Business and Sustainable Development Commission”.

Mads Nipper er ikke nogen novice indenfor fødevareproduktion, idet han allerede i dag er medlem af Tulip Food Companys bestyrelse.

Jesper V. Christensen, 47 år, er Executive Vice President og CFO i Danfoss og har i den funktion ansvar for finans, it og såkaldte global services i verdenskoncernen med base på Als.

Han er cand. merc. i regnskab og finansiering fra Syddansk Universitet i 1993 og har haft hele sin karriere i Danfoss-koncernen med lederposter i både Danmark, Tyskland og USA.


Mads Nipper og Jesper V. Christensen afløser bestyrelsesmedlemmerne Jeff Gravenhorst, CEO for ISS, samt CEO Søren Bach. Begge udtræder af bestyrelsen efter eget ønske.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109