23948sdkhjf

Så er tyggegummi-gigant blevet solgt

Fertin Pharma i Vejle på svenske hænder i milliardhandel

Så er det en kendsgerning: Familien Bagger-Sørensen, der har skabt en formue på produktion af tyggegummi, har solgt sit selskab inden for produktion af nikotintyggegummi til den svenske kapitalfond EQT.

Det skriver EQT i en meddelelse.

Salget omhandler specifikt selskabet Fertin Pharma, der er specialiseret i "medicineret tyggegummi".

- Vi er glade for at have EQT som den nye ejer af Fertin. Vi mener, at de er et godt fit med Fertin både når det kommer til værdier, visioner og langsigtede ambitioner, skriver Steen og Claus Bagger-Sørensen om salget.

Ifølge regnskabet for 2015 omsatte Fertin for 801 millioner kroner og tjente 64 millioner kroner.

Avis: Selskabet 2,9 milliarder værd

Fertin hører under Bagger-Sørensen Gruppen, der er arvtageren for den kendte, danske tyggegummiproducent Dandy.

De gamle tyggegummiaktiviteter ligger nu i selskabet Gumlink, der sælger tyggegummi og råvarer til tyggegummi til andre selskaber.

EQT og Bagger-Sørensen oplyser ikke salgsprisen, men oplyser, at familien beholder 30 procent af Fertin Pharma, idet indtægterne fra salget for en dels vedkommende skal geninvesteres i selskabet.

Ifølge kilder, som Børsen har talt med, er Fertin Pharma i forbindelse med handlen blevet værdisat til op imod 2,9 milliarder kroner.

Familien Bagger-Sørensen er ikke uvant med at score store gevinster: Da familien for 14 år siden solgte Dandy, var det i en handel til omkring 2,6 milliarder kroner.

/ritzau/ og redaktionen

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079