23948sdkhjf

Gråsten Fjerkræ satser 20 millioner på dyrevelfærd

- Vi går all out, konstaterer bestyrelsesformand Gunder P. Jensen

Normalt går man all in, når man tager skridtet fuldt ud. Men hos Gråsten Fjerkræ er de klar til at gå all out, konstaterer bestyrelsesformand Gunder P. Jensen.

Anderledes kan det ikke være, mener han, når Gråsten Fjerkræ i løbet af 2017 sørger for, at alle virksomhedens seks millioner kyllinger kommer ud i naturen. Et projekt, som har et budget på over 20 millioner kroner, fortæller Gunder P. Jensen til Food Supply.

- Målet er 100 procent udedyr, og for 2017 forventer vi, at fordelingen bliver 40 procent velfærd, 30 procent friland og 30 procent økologisk, nævner han.

2,4 millioner ekstra kyllinger får frisk luft

Frilandskyllinger og økokyllinger har også hidtil været udegående, så den helt store forskel bliver for Gråsten Fjerkræs såkaldte velfærdskyllinger, der hidtil har levet deres liv indendørs uden adgang til frisk luft. Det betyder ifølge Gunder P. Jensen, at årligt vil 2,4 millioner kyllinger skifte staldlivet ud med et liv på friland..

Dermed bliver forskellen på velfærds-, frilands- og økokyllinger langt fra så stor som hidtil, men velfærdskyllingerne vil fortsat have en kortere levetid og blive fodret med ikke-økologisk, GMO-frit foder.

De mange millioner kroner bliver ifølge Gunder P. Jensen brugt på dels at købe grønne marker til kyllingerne, dels at opføre store, overdækkede vinterhaver.

- Det er overdækkede arealer, som myndighederne kan pålægge os at bruge, hvis de skønner, at dyrene skal gå under tag af hensyn til eksempelvis fugleinfluenza. Vi har byggeansøgninger ude på syv enheder á 1.250 kvadratmeter og én enhed på 5.000 kvadratmeter, fortæller han.

Nej til dyretransport

Gråsten Fjerkræs dyr bliver opdrættet og slagtet i Tyskland, hvor virksomheden også på anden vis er klar til at tage et ekstra skridt mod øget dyrevelfærd: 

- Nu sætter vi overliggeren højere og siger nej til dyretransport. Slagtningen bør som udgangspunkt ske, hvor dyrene er opvokset. Unødig transport stresser nemlig dyrene og giver dårlig kvalitet, og desuden er transporten CO2-belastende, påpeger Gunder P. Jensen.

Han oplyser, at ifølge planen vil alle seks millioner kyllinger årligt slippe for at blive transporteret, når de nye tider er indført ved udgangen af i år. De skal så at sige kunne gå direkte fra marken og ind på slagteriet. Det samme gælder kalkuner, ænder og gæs fra Gråsten Fjerkræ.

- Alt i alt er vi den første europæiske producent, der går all out og også har "ingen dyretransport" som et decideret mål, fastslår Gunder P. Jensen.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126