23948sdkhjf

Ingstrup Mejeri har fundet opskriften på succes

Vendelboerne havde nær knækket nakken i 00’erne

Ammoniakken river i dén grad i næsen. Vi befinder os i et baglokale i Ingstrup Mejeri, hvor adskillige dusin rødkitoste ligger til modning.

Luftfugtigheden rammer de 95 til 96 procent, og man kan ikke undgå at lægge mærke til rødkitkulturernes kraftige dunst af kostald.

Men det er også meningen. Det er et tegn på, at rødkitten er i gang med en perfekt modning.

Ingstrup Mejeris helt særlige rødkitkultur er lige så gammel som mejeriet selv - 126 år gammel - og er sammen med den lige så gamle saltlage, ostelærredet og det strygejern, der bruges i pakkeriet til at stryge vokspapir fast på de færdigmodnede oste, en del af den fortælling, som Ingstrup Mejeri har bygget op omkring sine oste.

Efter nær at være afgået ved døden i 00’erne som 98 procent af Danmarks andre små mejerier, genopstod Ingstrup Mejeri fra asken i 2009.

Det er i dag ejet af en ostegrossist, en række investorer og ikke mindst det nærliggende Vrejlev Kloster, der leverer samtlige 4,2 millioner liter mælk til den årlige osteproduktion på godt 450 ton ost.

Til sammenligning kan Arlas mejeri i Taulov producere 100 gange mere - 45.000 ton - ost om året.

Ingstrup Mejeri har siden 2009 stort set kun leveret sorte tal på bundlinjen. I 2011 blev man kåret til Børsen Gazelle, og især 2015 var et rigtig flot regnskab med en bruttofortjeneste på 9,6 millioner kroner. 2016 tegner i øvrigt lige så godt.

- Så det er da ganske fornuftigt, som mejerichef Lars Gert Sørensen udtrykker det med nordjysk beskedenhed.

Læs det gratis Food Supply Magazine her

Gårdbutik omsætter for fire millioner
Som velsagtens enhver anden landsby i Danmark er Ingstrup i Vendsyssel knap 40 kilometer nord for Aalborg og 10-12 kilometer syd for Løkken ikke det mest ophidsende sted at opholde sig på sådan en gråtung mandag formiddag i januar.

Men i højsæsonen er der kø helt ud på gaden foran mejeriets gårdbutik, fortæller mejerichefen.

Alene i 2016 omsatte butikken for små fire millioner kroner. Desuden sælges ostene blandt andet i Rema 1000’s butikker. At mejeriet ikke endte som endnu et monument over en svunden tid i dansk mejerihistorie, mener Lars Gert Sørensen kan tilskrives det faktum, at man har haft held til netop at genspejle tidligere tiders håndværkstraditioner.

Denne formiddag er to ud af mejeriets seks produktionsansatte således i fuld gang med at pakke de nypressede oste ind i osteklæde.

Ude i pakkeriet står to andre medarbejdere og stryger det karakteristiske vokspapir på de færdige oste med strygejern.

- Jeg mener, vi kan retfærdiggøre prisen ved at forklare historien bag, hvorfor og hvordan vi gør heroppe. Det er ikke industriel proces, men ægte håndværksfremstilling. Vi har rent faktisk faglærte mejerister med en enorm faglig stolthed, og vi bruger de gamle håndværksmetoder. Og det kan smages i vores oste, siger Lars Gert Sørensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11