23948sdkhjf

Vestjysk dambrug snart klar til sushi-eksport

Sashimi Royal i Hanstholm vil opdrætte den værdifulde yellowtail kingfish i miljøvenligt landanlæg

Mellem 70 og 100 kroner kiloet. Så meget indbringer et kilo yellowtail kingfish. Det er mere end det dobbelte af laks fra dambrug. Derfor har Sashimi Royal potentielt fat i en guldgrube, når det vestjyske saltvandsdambrug senere i år for alvor sætter gang i produktionen af de store yellowtail kingfish, der er en tunlignende fisk, som især bruges til sushi.

I første omgang skal der produceres 1.200 ton kingfish om året på anlægget. Det meste skal gå til eksport i Europa. I dag importeres der 4.000-5.000 ton kingfish til Europa fra Australien og Chile. Når anlægget i Hanstholm er fuldt udbygget, kan det producere op til 4.800 ton fisk per år, og det vil gøre Sashimi Royal til landets største fiskeopdrætter.

Bent Urup, direktør i Sashimi Royal, forventer ved fuld udbygning (4.800 ton) en direkte eksportværdi af fisk på 300 millioner kroner årligt.

Fiskene starter i søstervirksomheden Maximus i Bedsted ved Thy, hvor 100 yellowtail-moderfisk startede med at gyde tilbage i 2015.

Læs Food Supply Magazine gratis her

Grøn eksportteknologi på vej
Anlægget tager vand ind fra Vesterhavet og recirkulerer det i sine tanke, mens det løbende renses så fiskene trives. Spildevand udledes efter rensning til Skagerrak.

Opdrætsanlægget bruger op til 500 kubikmeter vand per ton produceret fisk mod op til det hundrededobbelte i almindelige dambrug på land. Det kan lade sig gøre, fordi opdrættet recirkulerer vandet, renser det så fiskene trives og genbruger det igen, inden det til sidst renses og føres tilbage til havet.

Virksomheden bag vandrensningsteknologien, Krüger A/S, oplever allerede stor interesse og glæder sig til at kunne fremvise et stort fuldskala anlæg i Hanstholm. Interessen er særlig stor i blandt andet USA og Sydamerika, hvilket primært skyldes den høje produktionskapacitet kombineret med en meget lav miljøbelastning.

- Teknologien i RAS2020 anlægget sørger for, at hele 99 procent af vandet renses og recirkuleres i et landbaseret system. Supplerende rensning giver en minimaludledning til det lokale vandmiljø. Der er stor vækst i internationalt fiskeopdræt, og anlægget ved Sashimi Royal kan demonstrere teknologien og understøtte en forventelig stor dansk eksport af vandteknologi i denne sektor, siger projektudvikler Michael Bech fra Krüger.

Den samlede pris for opdrætsanlægget i Hanstholm løber op i 85 millioner kroner.

Miljø- og Fødevareministeriet har i 2015 givet tilsagn om støtte til projektet med 20 millioner kroner fra Miljøteknologisk Udviklings og Demonstrations Program (MUDP) og 12 millioner kroner i etableringsstøtte fra Det danske Hav- og Fiskeriudviklingsprogram (EHFF).

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078