23948sdkhjf

Haribo ryster posen

Danmarks største slikfabrik skal være mere rentabel

De har i den grad rystet posen på Haribos danske fabrik i Fakse.

Efter mange år med høje produktionsomkostninger og turbulent ledelse er en af Danmarks mest ikoniske slikfabrikker i gang med en turn-around, som over en årrække skal øge effektiviteten og dermed gøre fabrikken lige så rentabel som Haribos øvrige 15 produktioner.

Den nye ledelse med økonomidirektør Klaus Christensen, teknik- og produktionsdirektør Jesper Skov og salgs- og marketingdirektør Pernille Bang-Löwgren i spidsen fik således i december 2016 en julegave af de større af de tyske ejere - Riegel-familien - som gav grønt lys til en investering på 57 millioner kroner.

En investering, der allerede er ved at blive omsat til et helt nyt fuldautomatisk affugtningsanlæg, der skal afhjælpe den helt store udfordring for en dansk slikproducent: Den høje danske luftfugtighed, som får vingummibamserne til at klistre.

- Investeringen er et synligt bevis på, at man gerne vil den danske og den nordiske del af Haribo, siger teknisk chef Lars Bjerkén, med henvisning til, at fabrikken i Fakse producerer 80-90 procent af al Haribos slik til de nordiske markeder.

Han betegner investeringen som den største i Fakse de seneste 15-20 år.

- Men det er også tiltrængt, lyder det bramfrit fra Lars Bjerkén, der selv er forholdsvis ny mand i butikken og kom til Haribo for godt og vel halvandet år siden fra Nordic Sugar i Nykøbing Falster.

Maskiner skal udnyttes ordentligt
Det er Lars Bjerkéns tekniske afdeling, som skal sikre en bedre udnyttelse af maskinerne i produktionen - både via bedre vedligehold af de enkelte maskiner og via de muligheder for en jævn produktion hele året, som det nye affugtningsanlæg giver.

- I første omgang skal vi simpelthen bare have udnyttet vores maskiner ordentligt. Tidligere har man forsøgt sig med forskellige løsninger, men man har ikke lavet projekterne rigtigt. Men det har vi fået fuld opbakning til at gøre nu. Og så ligger der en forventning om, at vi over en årrække kan nedbringe omkostningerne per produceret enhed.

Læs Food Supply Magazine gratis her

Det lange seje stræk
Der er mange steder at tage fat, lyder det fra den nye tekniske chef, men indsatsområderne her og nu er arbejdsmiljø, kvalitet og produktion.

Det handler selvfølgelig om virksomhedskultur og medarbejdere, der tager ansvar for deres job, men det handler i lige så høj grad om at vedligeholde sit udstyr ordentligt, forklarer Lars Bjerkén, som tilføjer, at det først og fremmest er den tidligere ledelse, der har svigtet - ikke de enkelte medarbejdere.

Men der er virkelig blevet trykket på speederen i efteråret 2016, fortæller han videre. Maskinudnyttelsen er blevet banket i vejret, så fabrikken på effektivitet efterhånden er på niveau med de andre Haribo-fabrikker.

- Men det skal også gøres nu. Får vi ikke rettet op på det, kunne alt det her lige så godt produceres i Tyskland. Vi er ikke i mål, men vi er da på niveau med de andre fabrikker, siger Lars Bjerkén og tilføjer:

- Nu begynder det lange, seje træk.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063