23948sdkhjf

De toppede - og de floppede

Aldeles uvidenskabelig liste over mejeriprodukternes succeser og flop

Alle kender i dag til skyr, men hvad med smyr?

Eller husker du mælkeappelsindrikken Cowey?

Mejerierne er konstant på udkig efter næste populære produkt, så her følger Food Supplys aldeles uvidenskabelige oversigt over de mejeriprodukter, der hittede, og dem, der ikke gjorde:

Succeserne først:

Ostehaps: Smagen er mild, og den lugter ikke så kraftigt som andre oste. Lillebror Ostehaps har været et populært indslag i madpakken siden 1983, hvor Arla sendte den lille ostesnack på markedet. I 2011 blev der ifølge Samvirke solgt 45 millioner ostehapse i Danmark.

Skyr: Næsten hver 20. dansker spiste skyr til morgenmad i 2015 ifølge Coop. Et af flere tegn på, at Thise Mejeri ramte plet, da man introducerede det proteinrige islandske surmælksprodukt på det danske marked for godt og vel 10 år siden. Thise Mejeris direktør, Poul Pedersen, anslog i 2016, at 50 ud af mejeriets 200 arbejdspladser var knyttet op på skyr-produktionen. Ud af en samlet omsætning på knap én milliard kroner i 2015 tegnede salget af skyr sig for over 100 millioner kroner.

Cocio: Danmarks legendariske chokolademælk er langt fra nogen nyhed, men siden lanceringen i 1951 har Cocio’en i den grad bevist sin holdbarhed. Der er blevet solgt Cocio fra landets pølsevogne siden 1953, og de aftager årligt cirka 1.000 tons chokolademælk. Det anslås, at otte ud af ti pølsevognskunder køber en chokolademælk, når de køber mad fra en pølsevogn. Komiker Finn Nørbygaards far blev i øvrigt Cocio-produktionens første driftschef tilbage i 1952. Han boede i portnerboligen det meste af sit liv og gik under navnet Hr. Cocio.

Vesterhavsost: Der var engang, hvor en ost helst skulle have et italiensk eller fransk navn for virkelig at blive accepteret af de danske osteelskere (ikke ét ondt ord om Havarti). Men Arlas Unika-serie og dyrkningen af det lokale og det nære har åbnet mange danskeres øjne for danske håndværksoste. Én af dem er Vesterhavsost, som skal ligge på lager i minimum 20 uger. Dén ost er så efterspurgt både i Danmark og i udlandet, at Thise Mejeri for nylig har åbnet en tilbygning til mejeriets ostelager ved Bovbjerg, så mejeriet kan lagre dobbelt så mange Vesterhavsoste som hidtil.

Og her er floplisten:

Bubble Latte: Husker du Arlas Bubble Latte? Det er ikke så sært, hvis ikke du gør, for Arlas teenagedrik fra 2013 blev hurtigt taget af markedet igen. Lavet på skummetmælk med tangfrugtbobler i tre forskellige smagsvarianter skulle Bubble Latte være en sommerdrik til teenagesegmentet, men trods deltagelse af 100 teenagere i udviklingsprocessen og afsætning i 7 Eleven-butikker over hele landet, var der ikke salg nok i produktet, der kun fik én sæson.

Cowey: Alle markedsføringsapparatets sejl blev sat til, da MD Foods i 1992 skulle overbevise danskerne om, at Cowey, en mælkeappelsinjuice lavet af mælkevalle og appelsinjuice, var det nye sort. Det var Cowey bare ikke. Ikke engang ved at være hovedsponsor for det danske fodboldlandshold, der netop havde vundet EM i fodbold kunne MD Foods få danskerne til at få smag for Cowey. Produktet blev fjernet fra hylderne i 1996 og er aldrig vendt tilbage.

Smyr: At træerne ikke behøver vokse ind i himlen, bare fordi man har et produkt, der rimer på skyr, er Thise Mejeris smyr et godt eksempel på. Smyr blev lanceret i 2015 som et blandingsprodukt bestående af fløde, rapsolie og skyr, men forbrugerne tog aldrig for alvor skyrfætteren til sig. Efter et års tid på markedet forsvandt smyr fra hylderne.’

Philadelphia med Marabou: Endnu et eksempel på en vellykket lancering, der efterfølgende fes lidt ud i ingenting. Philadelphias friskost med chokolade vandt ellers prisen for fødevarebranchens mest innovative produktlancering i 2012 foran konkurrenter som Arla Koldskål i 200 milliliter bæger, Fredsted Chai Latte og Faxe Kondi Booster og havde på et tidspunkt en markedsandel på 2,4 procent af det samlede flødeostsalg. Men i dag figurerer flødeosten med chokolade ikke længere på Philadelphias produktliste.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125