23948sdkhjf

Danish Crown sælger Plumrose

Verdens største kødkoncern er køberen i milliardhandel

Danish Crown har underskrevet en aftale om at sælge sit amerikanske datterselskab Plumrose til det brasiliansk-baserede JBS S.A., der er verdens største aktør indenfor forarbejdning af kød. Det oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse.

Salget sker med udgangspunkt i den såkaldte 4WD-strategi, hvor Danish Crowns forretning fokuseres på Nordeuropa og Asien.

- I vores arbejde med 4WD-strategien stod det klart, at Plumrose ikke skulle være en del af Danish Crown fremadrettet, så derfor besluttede vi at sætte virksomheden til salg. Det ændrer dog ikke ved, at Plumrose er en fremragende virksomhed, som har gjort store fremskridt i de seneste år.

- Men med base i USA og en produktion primært baseret på amerikanske råvarer var Plumrose strategisk set ikke længere et naturligt forretningsben for Danish Crown-koncernen. Omvendt er jeg sikker på, at JBS med sin brede tilstedeværelse i Nordamerika og globalt er et rigtigt godt match for virksomheden fremadrettet, siger Danish Crowns topchef, Jais Valeur, i pressemeddelelsen.

Plumrose har i over 80 år været leverandør af kødprodukter til forbrugere over hele USA. Virksomheden begyndte i 1932 at producere kogt skinke i skiver og har gennem årene udviklet sig til en virksomhed, der tilbyder et bredt udvalg af produkter fra premium bacon over kødpålæg, kvalitetsskinker og spareribs til skinke på dåse.

- Plumrose er en respekteret og meget professionel virksomhed med en stærk portefølje af produkter og førsteklasses produktionsfaciliteter, der både strategisk og geografisk komplementerer vores nuværende forretning og produktion. Vi glæder os til at byde Plumroses 1.200 medarbejdere velkommen i JBS og bygge videre på den tradition for at levere produkter af absolut højeste kvalitet, som Danish Crown har skabt, siger Andre Nogueira, CEO, JBS USA Food Company.

- Et skridt fremad
Danish Crown lancerede i efteråret den ambitiøse 4WD-strategiplan, hvor målet først og fremmest er at vokse på de fire hjemmemarkeder Danmark, Sverige, Polen og Storbritannien.

Sideløbende skal eksporten til Asien udbygges. Det skal blandt andet ske ved at etablere egen produktion i Kina baseret på danske råvarer, og så er det målet at opnå en global førerposition inden for udvalgte kategorier.

- Salget af Plumrose er et skridt fremad i forhold til at levere på de langsigtede mål i Danish Crowns strategi. Vi har med et slag styrket vores finansielle kapacitet ganske væsentligt. Det giver os stor handlefrihed i forhold til at bidrage til det, jeg vil kalde en nødvendig konsolidering af fødevarebranchen inden for forarbejdede kødprodukter på vores fire hjemmemarkeder, siger Jais Valeur.

Plumrose omsatte i det seneste regnskabsår for 3,4 milliarder kroner og driver fem fabrikker og to distributionscentre med 1.200 medarbejdere i USA. JBS betaler 1,6 milliard kroner for Plumrose.

Salget af Plumrose til JBS S.A. er betinget af godkendelse fra de amerikanske konkurrencemyndigheder.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078