23948sdkhjf

Også hos Tican slagter de igen

Lokalaftale fik slagterne til at genoptage arbejdet mandag morgen.

Klokken tyve minutter over seks mandag morgen genoptog slagterimedarbejderne på Tican i Thisted deres arbejde. Det skriver DR P4 Midt & Vest.

De har strejket, fordi de var utilfredse med den nye overenskomst. Slagteriarbejderne sagde nemlig massivt nej, men et flertal i LO, som de er medlem af, sagde ja.

Strejken i fredags fik den ønskede effekt. Arbejderne fik en lokalaftale på plads, hvor de er sikret imod systematisk overarbejde, som ellers er en del af den nye overenskomst.

Fællestillidsmand Peter Uno Andersen havde aftalen med til fagligt møde her til morgen.

- Jeg læste den op for kollegerne i kantinen, og da vi havde vendt tingene, fik vi den straks underskrevet, siger han til DR.

Meget tilfredse
98 procent af alle slagterimedarbejdere stemte nej til den nye overenskomst. De var primært utilfredse med risikoen for, at slagteriet kunne kalde dem ind til op til fem timers ekstra arbejdstid om ugen.

Derfor bad de om en lokalaftale. Peter Uno Andersen fortæller, at slagteriarbejderne er meget tilfredse med aftalen.

- Virksomheden har skrevet under på, at man ikke har brug for den mulighed. Så nu har vi arbejdsro på virksomheden, siger han.

I forvejen har medarbejderne en aftale om at arbejde godt 42 timer om ugen. Til gengæld har de seks ugers ekstra afspadsering.

- Man siger altid, at når man strejker, er der ingen vindere. Men jeg synes, at både arbejdsgiverne og mine kollegaer har vundet denne gang, siger fællestillidsmanden..

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062