23948sdkhjf

Geia Food fortsætter væksten

Satser nu på at løfte kvaliteten yderligere med ny kvalitetschef
Aalborgensiske Geia Food, der udvikler og leverer fødevarekoncepter til detailhandelen i hele Skandinavien, forsætter sin vækst.

Koncernen rundede i 2015 for første gang en milliard i omsætning, og den opadgående kurve fortsatte i 2016, hvor der blev solgt for yderligere 58 millioner kroner, så omsætningen landede på 1,144 milliard, oplyser direktør Claus Ravnsbo.

Overskuddet blev på 32,3 millioner kroner, hvilket er en stigning på cirka fem millioner.

Ifølge Claus Ravnsbo satser Geia Food nu kraftigt på kvalitetsfronten for at skille sig endnu mere ud i kampen om kunderne. Det sker med ansættelsen af en kvalitetschef i form af Jørgen Bentzen, der skal være "trumfkort
i kampen om at levere et bredt udvalg af fødevarer til en aggressivt konkurrerende dagligvarehandel".

Jørgen Bentzen er et kendt navn i den danske dagligvaresektor. Den 58-årige kvalitets- og fødevareekspert har de seneste mange år været med til at sikre, at køletemperaturer, udløbsdatoer, rengøring og intern kvalitetskontrol var i top hos Dansk Supermarked fra 1998 til 2014 og i årene 2015-17 hos Dagrofa.

Nu skal han sørge for, at de varer, Geia Food skaffer hjem til detailkunderne i Danmark, Sverige, Norge og Finland, lever op til alle de konstant voksende krav om kvalitet og dokumentation, der stilles i både lovgivning og hos de enkelte kæder.

Et scoop
Geia Food-direktør Claus Ravnsbo har tidligere arbejdet tæt sammen med Jørgen Bentzen i sin tid som indkøbsdirektør hos Dansk Supermarked. Han er ikke i tvivl om, at han har gjort et scoop:

- Med Jørgen som vores nye Head of Quality har vi fået en af Danmarks absolut mest kompetente kvalitetschefer. Hermed sender vi et klart signal til vore detailkunder om, at vi i den grad ”mander op” på kvalitetsfronten og dermed rykker Geia Food op på et endnu højere niveau som samarbejdspartner, siger Claus Ravnsbo.

Samtidig med ansættelsen af ny kvalitetschef har Geia Food besluttet, at virksomheden i løbet af 2017 skal kvalitetscertificeres ud fra de internationale BRC- og IFS-standarder inden for Agents & Brokers.

Denne form for kvalitetscertificering er gængs for fødevareproducerende virksomheder, men Geia Food bliver en af de første rene handelsvirksomheder, der går denne vej.

- Det indebærer en større investering i både nye medarbejdere og understøttende systemer. Men det er nødvendigt, hvis vi skal fortsætte de seneste års vækst og blive en foretrukken partner for flere detailkunder. Langt de fleste af vores leverandører er allerede certificeret efter disse standarder, men nu tager vi altså skridtet og bliver også selv certificeret, siger Claus Ravnsbo.

- Gearet til vækst
I forbindelse med årsregnskabet betegner han både omsætningsudviklingen og resultatet for 2016 som tilfredsstillende i et skandinavisk dagligvaremarked, hvor konkurrencesituationen på specielt det danske marked er hård som aldrig før.

- Vi fortsætter vores positive salgsudvikling i såvel Sverige, Norge som Finland. Forventningerne til 2017 er da også fortsat vækst, både i Danmark og i de øvrige skandinaviske lande. Vi er gearet til vækst og er i fuld gang med at lancere nye kategorier og koncepter på de enkelte markeder, konstaterer direktøren.

Geia Food beskæftiger i dag 63 medarbejdere og har kontorer i Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Virksomheden har ikke selv nogen produktion, men repræsenterer producenter fra hele verden - typisk producenter, som gerne vil levere til skandinaviske detailkæder, og som vælger at samarbejde med Geia frem for selv at stå for eksporten.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096