23948sdkhjf

Millionærer på pepperoni: Vi har også været heldige

Stifterne af DK-Foods har fulgt deres mavefornemmelser
- Min datter bliver nogle gange spurgt, hvad hendes far laver. Så fortæller hun, at han har en pepperonifabrik. Hvis folk siger, at det kan man da ikke leve af, svarer hun, at det går vist meget godt.

Per Larsen, den ene halvdel af makkerparret bag den midtjyske millionsucces DK-Foods, er jyde nok til ikke at bruge de helt store armbevægelser, når han fortæller om det pølseeventyr, han har skabt sammen med Steffen Ramsgaard.

På den anden side lægger han ikke skjul på, at det faktisk går mere end godt. Produktionen vokser og vokser, og overskuddet har sat rekord de seneste tre regnskabsår; i 2015/16 var det på over 34 millioner kroner. Den udvikling fik for godt et år siden kapitalfonden Maj Invest til at betale "x hundrede millioner", som Per Larsen formulerer det, for 70 procent af virksomheden.

DK-Foods er nu oppe på at sælge cirka 200 ton skiveskåret pepperoni, chorizo og spegepølse til pizzaer om ugen, og spørgsmålet er så, hvordan pokker man laver sådan en nichesucces.

- Det handler jo om blandt andet viden, fleksibilitet, flid og dedikation. Men man kommer ingen steder, hvis ikke man også er en lille smule heldig. Steffen og jeg har været heldige med at møde hinanden - og med, at vi aldrig har været oppe at skændes. Vi har heller ikke været ramt af nogen fødevareskandaler, nævner Per Larsen, der fungerer som salgsdirektør.

- Og gennem alle årene har vi levet på vores mavefornemmelse. Hvis vi har troet på det, så har vi gjort det. Vi har stort set bygget til hele tiden, fordi vi tror på, at de kunder, de skal nok komme, tilføjer han.

Luksustilværelse
Med til succesformlen hører også, at DK-Foods er deciderede pepperonispecialister:

- Hos Tulip har de måske 5.000 varenumre, hvoraf bacon er størst. Det er klart, at pepperoni ikke kan have samme fokus dér, som det kan hos os. Vi har en luksustilværelse på den måde, at vi skal bare være gode til én ting, konstaterer Per Larsen.

Han og Steffen Ramsgaard mødte hinanden i begyndelsen af 1990'erne, da de begge arbejdede på Vestjyske Slagterier i Struer - Steffen Ramsgaard som produktudviklingschef og Per Larsen som eksportchef.

- En dag sagde Steffen, at "vi skal være selvstændige". Jeg sagde "det er en god idé". Og det var det, siger Per Larsen.

Makkerparret lagde ud med i 1995 at købe Borring Pølsefabrik, hvor Steffen Ramsgaard forfinede sine spegepølseevner, mens Per Larsen til at begynde med fortsatte sin salgskarriere hos Steff-Houlberg. Sidstnævnte købte Borring Pølsefabrik i 2001, og så tog pepperonieventyret for alvor fart, da Per Larsen og Steffen Ramsgaard i 2003 etablerede DK-Foods.

- Det første år solgte vi ikke noget, for det handlede jo mest om produkter på køl og frost. Frosset pepperoni har typisk en holdbarhed på ni måneder, så når vi får en ny kunde, bliver vi bedt om at lave en prøve. Både vi og kunden lægger den i fryseren, og "så mødes vi om ni måneder", fortæller Per Larsen.

Det vidste sig allerede fra begyndelsen, at kunderne var særdeles tilfredse med de jyske skiver, når de blev smagt på efter ni måneders frysning. Faktisk er DK-Foods gået skridtet videre og fryser nu en prøve af alle leverancer i tre år - og ja, skiverne kan faktisk holde sig så længe, fastslår salgsdirektøren.

Unikke opskrifter
Kunderne, som typisk er store producenter af frosne pizzaer, har hver deres unikke opskrift liggende på fabrikken i Thorning - forskellene består ikke mindst i krydderiblandingerne, som DK-Foods køber i færdig form og mærker op med eksempelvis "Lidl-krydderi" og "Aldi-krydderi". Alt i alt havner pølseprodukterne nu på cirka 250 millioner pizzaer om året.

For seks-syv år siden fik DK-Foods "efternavnet" The Pepperoni Factory”, og det skulle den måske have heddet fra begyndelsen af, erkender Per Larsen.

- Men man får jo ikke alle de gode ideer på den første dag. Navnet betyder dog ikke så meget - om vi så havde heddet Peters Pølsefabrik, havde det været ligegyldigt, for ingen forbrugere kender os alligevel. I Europa er der måske 15 kunder, som er interessante for os, og vi har cirka halvdelen af dem nu. Så vi kan stadig vokse meget, siger han.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125