23948sdkhjf

Ægtepar melder udsolgt på fødevarefestivaler

Sisse Hansen og Jimi Kristensen er godt i gang med årets program
Ægteparret Sisse Hansen og Jimi Kristensen, der står bag en stribe danske fødevarefestivaler, er i gang med årets program. Det indeholder ni festivaler, og flere af dem er allerede udsolgt.

2017-festivalerne blev skudt i gang for nylig med arrangementet i Gl. Estrup, og i den kommende weekend gælder det Hørbygaard Fødevarefestival ved Holbæk.

Derefter følger årets største udgave, Filsø Fødevarefestival 3. og 4. juni. På Filsø Avlsgård ved Henne samler Sisse Hansen og Jimi Kristensen over 100 særligt udvalgte fødevareproducenter, der ifølge ægteparret alle har to ting til fælles: Den gode kvalitet og den gode historie.

- Vi vil meget gerne håndplukke vores udstillere, og det er for at få sat en pakke sammen af udstillere, så de er så forskellige som muligt. Dermed bliver oplevelsen for gæsten også større, siger Jimi Kristensen.

I år afvikles Filsø Fødevarefestival lørdag og søndag i pinsen, blandt andet for at tilgodese de mange sommerhusgæster i området.

Endnu større
Filsø Fødevarefestival holdes i år for femte gang, og Jimi Kristensen melder om udsolgt for udstillere. Udsolgt er også festivalerne på Hørbygaard i weekenden og i Hvide Sande i oktober.

Sidste år gæstede 9.000 mennesker Filsø Fødevarefestival, og i år bliver det endnu større med flere nye tiltag til det, som Jimi Kristensen kalder Vestjyllands gastronomiske højborg.

- Der findes ikke noget i samme målestok som det, vi laver, i den weekend vi er der. Vi støvsuger området for alle de lokale kvalitetsfødevarer, der er.

- I år er der en del nye udstillere, som præsenterer nogle af de såkaldte superfoods, som er fødevarer med en ekstra koncentration af næringstoffer, proteiner, antioxidanter og mineraler. Det betyder at gæsterne blandt andet kan smage på insekter, melorme, tang, havtorn og aroniabær, fortæller han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094