23948sdkhjf

De mindre bryggerier trækker væksten på et sløvt ølmarked

Der er godt nyt fra de mindre danske bryggerier, som både forventer øgede investeringer og øget salg i 2017

Om de mindre danske bryggerier bare er blevet forårsramte, er ikke til at sige, men i hvert fald slår de den optimistiske tone an i en rundspørge, som Bryggeriforeningen har gennemført i foråret.

Seks ud af ti bryggerier har flere ansatte end for et år siden. Samlet set er medarbejderantallet på de mindre bryggerier steget med 22 procent.

Også på salgsfronten peger pilen op, hvis man spørger Bryggeriforeningens medlemmer. Ni ud af ti bryggerier forventer at øge deres samlede salg i 2017 i forhold til 2016. Det har også en afledt effekt på investeringsfronten, hvor 80 procent af bryggerierne har investeret i nyt produktionsudstyr de seneste to år, og hvor knap tre ud af fire bryggerier forventer at investere i nyt produktionsudstyr de næste par år.

- Undersøgelsen bekræfter i positiv forstand det, vi havde forventet. Det, der sker i Danmark, og i øvrigt også i mange andre lande, er, at salget af specialøl stiger ganske markant. Det gode ved det er, at det selvfølgelig kommer hele branchen til gode, siger direktør i Bryggeriforeningen Niels Hald.

Specialøllene tilfører markedet værdi
På eksportfronten hersker der ligeledes optimisme. 65 procent af de adspurgte bryggerier angiver, at de eksporterer øl ud af Danmark. Og at antallet af lande, de eksporterer til, er steget med 10-15 procent det seneste år. Bryggerierne forventer desuden, at deres eksport vil stige i løbet af 2017.

Undersøgelsen bekræfter, at det i høj grad er de mindre bryggerier, der trækker væksten på ølmarkedet herhjemme. Markedet for danske specialøl voksede med fem procent mellem 2015 og 2016 og tegner sig dermed for 6,1 procent af det totale ølsalg.

- Meget af fremdriften på ølmarkedet sker inden for specialølmarkedet, og det er også der, der tilføres værdi til markedet, siger Niels Hald.

I kontrast hertil står udviklingen på det generelle ølmarked, som over en årrække i bedste fald har været stagnerende. Mellem 2014 og 2015 aftog markedet med én procent, hvorimod specialølsmarkedet - herunder udenlandske mærker - til sammenligning vækstede med hele 15 procent totalt set.

Bryggeriforeningen anslår, at salget af specialøl totalt set - både danske og udenlandske mærker - udgør 17 procent af markedet i år. Men vurderingerne i branchen går på, at specialøllene kan komme til at tegne sig for 30 procent af det samlede danske ølsalg i 2020, lyder det fra Niels Hald.

ØlsagetDet er stadig den gode gamle pilsner, der er danskernes favoritøl. Pilsnerøllen udgør 65 procent af det samlede danske ølsalg, viser Bryggeriforeningens Ølstatistik 2016.

Danskerne drikker mindre øl end tidligere. I 2005 drak en dansker i gennemsnit lidt over fire liter om året. I 2015 var det gennemsnitlige forbrug faldet til knap tre liter ifølge Danmarks Statistik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078