23948sdkhjf

Stryhns lever på stejlt stigende kurve

Optur: Leverpostejproducenten smører igen et tykt lag på bundlinjen
Leverpostejproducenten Stryhns A/S fortsætter med at vokse på både top- og bundlinje.

2016-regnskabet, der er offentliggjort i dag, viser et overskud efter skat på 41,7 millioner kroner. Det er 5,6 millioner bedre end året før, og næsten otte gange bedre end i 2012.

Nettoomsætningen hos Roskilde-virksomheden steg sidste år fra 608 til 627 millioner kroner.

Ifølge ledelsens beretning er fremgangen realiseret, selv om totalmarkedet i Danmark for Stryhns' væsentligste forretningsområder i 2016 har haft en mindre tilbagegang i forhold til 2015, som havde et mindre løft.

Stort fokus på pris
- Markedet i Danmark er forsat underlagt nogle svære rammebetingelser og er fortsat et stærkt konkurrencepræget marked med stort fokus på pris.

- Det danske og udenlandske marked for råvarer er præget af få udbydere. Selskabets aktiviteter er stærkt afhængig af såvel stabile tilførsler som prisudviklingen på råvarerne, primært svinekød og lever, samt vegetabilske olier og marineråvarer, skriver ledelsen i sin beretning.

Stryhns A/S blev dannet ved en fusion i 2008 mellem Stryhn’s og Graasten Salater. I 2015 blev der udvidet med køb af
aktiemajoriteten i Royal Leverpostej og Hafnia Food, og koncernen producerer og sælger nu samlet cirka 30.000 tons fødevarer om året - fordelt på kødprodukter, mayonnaisebaserede salater, dressinger, remoulade og mayonnaise.

Afsætningen sker hovedsageligt på det danske detailmarked, og der er kun en lille eksportandel.

Stryhns er ejet af den norske Agra-koncern.

Selv om selskabet hedder Stryhns A/S, er der stadig en apostrof med i leverpostejbrandet, som altså hedder Stryhn's.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.331