Den økologiske kiks- og knækbrødproducent Nykers på Bornholm har længe været på hylderne hos Netto i Danmark og er netop også kommet ind hos Netto i Sverige.
Men der stopper det ikke, hvis det står til ejerne Vibeke og Peter Hasselby, skriver Bornholms Tidende.
– Vi gør klar til inden for et halvt års tid at komme ud på eksportmarkedet, hvor vi også skal have varer ud til andre lande end Sverige. Så skal vi have mere igennem produktionen, og det bliver nødvendigt med flere medarbejdere, siger Vibeke Hasselby til avisen.
Der er nu otte medarbejdere hos Nykers, som blev etableret i 2015, da Bæchs Bageri flyttede fra Hobro i Nordjylland til Bornholm og ændrede navn til Nykers.