23948sdkhjf

Skagenfood købt af Dansk Supermarked

Detailhandelsgiganten vil have del i markedet for måltidskasser
Et af Nordjyllands mest kendte firmaer, Skagenfood i Strandby, bliver fremover en del af Dansk Supermarked Group.

Dansk Supermarked overtager 80 procent af aktierne i Skagenfood af firmaets grundlæggere, ægteparret Betina Kühn og Peter Bagge-Nielsen.

Skagenfoods speciale er levering af fiske- og måltidskasser til døren. Det er et marked i hastig vækst, og alliancen med Dansk Supermarked skal sikre, at firmaet får de fornødne finansielle muskler til ikke kun at få del i væksten, men også erobre markedsandele.

Betina Kühn siger, at hun og manden er stolte af den udvikling og de mål, de har nået med Skagenfood.

- Men vi har klare ambitioner om at løfte virksomheden yderligere. Skal vi lykkes med det i den målestok, vi ønsker, kræver det en stærk partner. Vi har fundet det helt rette match med Dansk Supermarked Group, der også kan hjælpe med logistik, markedsføring og synlighed på nettet, siger Betina Kühn.

Hun og Peter Bagge-Nielsen skal fortsat stå i spidsen for den daglige drift af Skagenfood, der bliver en uafhængig enhed i Dansk Supermarked med egen profil. Det nordjyske firma beholder de nuværende medarbejdere og leverandører og placeringen i Strandby.

Stort vækstpotentiale
For Dansk Supermarked er der tale om en strategisk investering, der skal sikre koncernens position på et marked i vækst.

- Vi ser et stort vækstpotentiale for måltidskasser og convenience-løsninger, der gør hverdagen nemmere for danskerne, konstaterer Per Bank, administrerende direktør i Dansk Supermarked.

Han fastslår, at Skagenfood er en meget veldrevet virksomhed med tårnhøj kvalitet og stærke værdier, der skal føres videre.

- Det ønsker vi at gøre i fællesskab, og vi er overbeviste om, at vi gennem vores investering sammen kan forløse det store potentiale, der er i virksomheden og markedet, siger Per Bank.

Hvad Dansk Supermarked har betalt for aktierne i Skagenfood, ønsker parterne ikke at oplyse.

Skagenfood har i dag godt 19.000 kunder fordelt over hele landet, relativt flest i forstæderne til de store byer. Firmaet har 50 medarbejdere i Strandby og Aalborg, hvor der er lager- og pakkefaciliteter.

Omsætning på over 100 mio.
Skagenfood, der blev grundlagt i 2001 med levering af frisk fisk til døren som speciale, er vokset hurtigt de senere år.

Sidste år nåede omsætningen 75 millioner kroner. I år kommer den op over 100 millioner kroner, forventer Betina Kühn og Peter Bagge-Nielsen.

Væksten skyldes blandt andet en udvidelse af sortimentet. Sidste skud på stammen er ready-to-heat-retter - simremad, hvor Skagenfood har gjort simre-arbejdet, og kunden blot skal opvarme retten.

Skagenfoods to store konkurrenter på markedet for måltidskasser er Aarstiderne og Retnemt.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094