23948sdkhjf

Ny app skal få børn til at spise vild mad

I samarbejde med blandt andet Nordea-Fonden lancerer MAD i dag en app, der skal få børn til at spise vild mad.

Danske børn skal lære at spise vild mad, så de får en bedre forståelse for naturen omkring dem.

Det mener i hvert fald René Redzepi og hans non-profit forening MAD, som tirsdag lancerer projekt "Vild Mad" på en stor konference i Barcelona.

- Tænk, hvis vores børn havde en grundviden, der satte dem i stand til at plukke ting i naturen med lige så stor sikkerhed, som når de plukker ting fra hylderne i supermarkedet. Hvis de kendte til råvarer som vilde sennepsplanter fra vores strande, skivekamille der blomstrer mellem fortovsfliserne og myrer der smager som citron, siger René Redzepi i en pressemeddelelse.

"Vild Mad" består af en app, som guider brugerne gennem naturens spisekammer, en hjemmeside med et særligt rum for undervisere i grundskolen og en række udflugter med trænede naturvejledere i hele landet, hvor børn og voksne kan lære mere om de vilde råvarer i naturen.

Og det er netop den tættere forbindelse til naturen, som ligger bag idéen med projektet, som er udviklet i tæt samarbejde med organisationen Byhøst, der arbejder med innovationen inden for vild mad.

- Hvis vores børn var beriget af naturen, hvis de opdagede hvor afhængige, vi er af den, og hvis de lærer at elske den, så tror vi på, at de vil kæmpe for at beskytte den, siger René Redzepi.

"Vild Mad" er støttet med 8,5 millioner kroner af Nordea-fonden og er blevet til i samarbejde med Byhøst, Friluftsrådet, Naturvejlederforeningen og Supertusch. Projektet lanceres som sagt tirsdag, og appen kan allerede downloades nu.

Som en hyldest til den spiselige natur, og for at fejre lanceringen af VILD MAD inviterer foreningen MAD til Vild Mad-festival søndag den 27. august i København, hvor René Redzepi og en række danske stjernekokke byder velkommen i naturen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125