23948sdkhjf

118 står til fyring på danskejet pålægsfabrik

Danish Crown trimmer kriseramt britisk datterselskab. Det koster en femtedel af medarbejderen jobbet på engelsk fabrik.

118 medarbejdere hos Danish Crowns britiske datterselskab Tulip Ltd. risikerer at miste deres arbejde. Det oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse.

Fyringerne vil ramme selskabets pålægsfabrik i den engelske by King's Lynn. Afdelingen beskæftiger 570 medarbejdere.

- Vi har gennem en længere periode tabt penge på at producere i King's Lynn, så der er tale om nødvendige omlægninger for at sikre produktionen på fabrikken fremadrettet, siger Steve Francis, administrerende direktør i Tulip Ltd.

- Sammen med medarbejderrepræsentanter arbejder vi nu målrettet på at hjælpe de berørte medarbejdere så godt som muligt, tilføjer han.

Dropper weekendholdene
Årsagen til nedskæringen i staben er, at ordreindgangen til pålægsfabrikken i King’s Lynn gennem flere måneder har været betydeligt lavere end produktionskapaciteten. Derfor har Tulip Ltds ledelse besluttet at nedlægge fabrikkens weekendhold, så der kun bliver produceret de fem hverdage.

Tulip Ltd. har det seneste års tid været i knibe i forhold til indtjeningen.

Sidste forår og sommer steg tabene uge for uge i Tulip Ltd efter tidligere tab af store ordrer til detailhandlen. Nu begynder genopretningsplanen at virke. Siden starten af juni har Tulip Ltd igen på ugebasis tjent penge.

- Vi har investeret i at etablere stærke og erfarne ledelsesteams på alle vores fabrikker. Derfor er halvdelen af de 50 øverste ledere i virksomheden nye. Jeg er meget glad for at se, at deres indsats – sammen med den forbedrede indsats fra de øvrige ledere – på så kort tid kan gøre så stor forskel, siger Steve Francis og tilføjer, at der blandt andet er skabt en mere decentral ledelsesstruktur.

Der kommer "betydelige tab" i 2016/17
Den positive udvikling glæder Jais Valeur, administrerende direktør i Danish Crown. Men der er lang vej endnu for det britiske datterselskab, understreger han.

- Når vi ser på hele året 2016/2017, vil bundlinjen i Tulip Ltd. fortsat og som forventet vise et betydeligt tab, siger Jais Valeur.

- Nu handler det om at holde dampen oppe og fortsætte fremskridtene, så den britiske forretning i regnskabsåret 2017/2018 igen kan bidrage positivt til indtjeningen i Danish Crown, tilføjer han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095