23948sdkhjf

Dansk rom skal blive gammel i nordjysk bunker

Aabybro Mejeri lægger bunkerplads til rom fra Skotlander
En bunker fra 2. verdenskrig bliver i næste uge omdannet til rom-lager i et eksperiment, som den nordjyske romproducent Skotlander og Aabybro Mejeri er gået sammen om.

I Caribien giver det tropiske klima gode forhold for modning af rom på egetræstønder. Men det danske klima kan noget helt andet, mener den danske romproducent.

- Vi har tidligere lagt rom til søs, og den modnede meget hurtigt - nu vil vi prøve det stik modsatte. I bunkeren ligger fadene med rom helt stille, og det meget kølige og fugtige klima sætter nærmest modningen i stå, siger indehaver Anders Skotlander.

- Vi kunne jo vælge at skrue op for varmen i bunkeren og efterligne Caribien, men det ville da være spild af energi og hvorfor efterligne noget, de er så gode til at lave derovre, siger han.

Først ost, nu rom
I den nordjyske bunker er temperaturen året rundt omkring 10 grader og luftfugtigheden på 80 procent.

- Jeg tror, vi skal bruge længere tid på at modne rommen, men til gengæld bliver smagen mere raffineret. Lidt som en koldhævet dej, der giver mange flere smagsnuancer til det færdige brød end en dej med masser af gær, der hæver få timer på køkkenbordet. Men altså - vi ved det ikke, det er kun et gæt, siger Anders Skotlander.

Den gamle bunker ligger på Aabybro Mejeris grund, hvor mejerist Niels Henrik Lindhardt råder over to helt ens bunkers. Den ene brugte hans far til at lagre ost i for mange år siden, mens den nu kommende rom-bunker har ligget ubrugt hen siden krigens tid.

- Da Skotlander en dag kom forbi, faldt samtalen hurtigt på, hvor han kunne lagre sin rom. Og da vi gik rundt og så virksomheden, fik vi ideen om bunkeren.

- Der blev søgt ved Fødevarestyrelsen, kommunens brandmyndigheder, told og skat og forsikring- og efter noget tid var alle godkendelser i hus, så nu er den anden bunker godkendt til 10.000 liter alkohol, fortæller Niels Henrik Lindhardt til Food Supply.

Han kalder Skotlander-ideen for et spændende projekt og glæder sig til at følge rommens udvikling, indtil den første bunker-rom ventes færdig i løbet af næste år.

- Ja, det er et hårdt arbejde at være mejerist, men der er jo nogen, der skal gøre det, siger den nordjyske mejeri- og bunker-ejer.

Niels Henrik Lindhardt gør også opmærksom på, at mens den gamle ostebunker er åben for offentligheden, kan man ikke komme ind i den med rom - "den er bedre beskyttet end under krigen", konstaterer han.


Læs mere om: rom
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078