23948sdkhjf

Jelex-chef: Købere har kig på konkursbo

Mistænksomme leverandører med til at vælte laksefabrik
Der er gode muligheder for at Jelex Seafood i Hirtshals kan komme på fode under nye ejere, efter at laksevirksomheden netop er gået konkurs.

Det vurderer Jelex' produktionschef, Johnny Duun Kristensen.

- Jeg fornemmer, at der kommer nogen ind for at videreføre virksomheden, siger han til Food Supply uden ville gå i detaljer med, hvad han har af informationer om en eventuel overtagelse af konkursboet.

Johnny Duun Kristensen vil ikke udtale sig for bombastisk om, hvorvidt konkursen er en direkte følge af den mediestorm, Jelex var igennem i efteråret. TV2-programmet Operation X afslørede, at virksomheden havde forfalsket listeria-analyser, så det fremgik, at der ikke var konstateret farlige bakterier i fisken, inden den blev solgt.

Fødevarestyrelsen politianmeldte derefter Jelex for at vildlede kunder og for dokumentfalsk.

Op ad bakke
Produktionschefen lægger ikke skjul på, at sagen har ramt Jelex hårdt:

- Det er klart, at når man er i sådan en situation, så medfører det jo, at alle leverandører bliver mistænksomme. Vi kan ikke bortforklare, at der er sket nogen ting, som ikke er hensigtsmæssige. Og så bliver det meget op ad bakke, når leverandørerne vil have deres penge forud. Man kan ikke drive en virksomhed, hvis leverandørerne kræver forudbetaling, konstaterer Johnny Duun Kristensen.

Han oplyser, at han ikke er bekendt med, hvem der har begæret Jelex Seafood konkurs, og at han heller ikke ved, hvad status er på politianmeldelsen.

- Vi har aldrig haft besøg af eller talt med politiet, fortæller han.

Der var ifølge Johnny Duun Kristensen sidste produktionsdag på Jelex i fredags. Virksomheden havde cirka 30 medarbejdere, og nogle af dem - deriblandt ham selv - er suspenderet og kan blive kaldt ind for at bistå konkursboets kurator. Resten er fritstillet.

- Det er under alle omstændigheder rigtig ærgerligt, hvis ikke det her koncept bliver ført videre. Grundlæggende er det en sund tanke og meget bæredygtigt, det vi har gjort på Jelex: Vi får lakseben ind, efter at fileten er fjernet, og skraber resten af kødet af og sælger det. Det, som derefter er tilbage, har vi solgt til minkfoderproducenten BHJ, så alt er blevet udnyttet, fremhæver produktionschefen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111