23948sdkhjf

Jelex-konkursen: Budproces er i gang

Der er interesse fra flere potentielle købere, oplyser kurator
Skifteretten i Hjørring har taget fiskefabrikken Jelex Seafood i Hirtshals under konkursbehandling - og det er sket efter begæring fra ejerne af virksomheden.

Jelex Seafood blev i efteråret 2018 kendt i bredere kredse, da virksomheden var emne for det undersøgende journalistiske program Operation X på TV2.

Af programmet fremgik, at virksomheden i flere tilfælde havde forfalsket analyser, der skulle vise, om fisken var inficeret med bakterien listeria.

Kurator i konkursboet er advokat Hans Peter Storvang fra Advokatfirmaet Hovmøller og Thorup i Aalborg.

Han fortæller, at man forsøger at sælge virksomheden videre - helt eller delvist.

- Der er igangsat en budproces, og der er flere, der har tilkendegivet, at de vil byde på virksomheden. I løbet af næste uge regner vi med, at vi har en afklaring, siger han.

Salget gik i stå
Efter den massive omtale af virksomheden i kølvandet på tv-programmet i efteråret, gik salget stort set i stå i Danmark, og det er en af årsagerne til, at ledelsen har valgt at kaste håndklædet.

I forvejen var virksomheden klemt af underskud i 2017 samt en negativ egenkapital, men det fremgår af det senest afleverede regnskab, at virksomheden regnede med at komme på ret køl igen.

Af det materiale, kurator har sendt til de potentielle købere, fremgår, at det ser ud til, at det var lykkedes, da der var sorte tal i virksomheden efter de først ni måneder af 2018.

Af resultatopgørelsen fra september fremgår, at selskabet havde budgetteret med en nettoomsætning på 3,4 mio. kr. - og man nåede en nettoomsætning på lidt over 4 mio. kr. Og når både løn- og direkte og indirekte produktionsomkostninger er fratrukket, havde selskabet et dækningsbidrag på 776.000 kr., hvor der var budgetteret med et dækningsbidrag på 672.000 kr.

Af det seneste regnskab, der blev præsenteret i juli 2018, fremgår, at Jelex Seafoods A/S i 2017 havde svært ved at tjene penge. Det endte med et underskud efter skat på 2,1 mio. kroner, mens egenkapitalen af var negativ med et minus på 751.726 kroner.

Overskuddet i 2016 lød på 36.000 kroner, mens resultatet i 2015 endte på 41.000 kr.

Forventede sorte tal
Af regnskabet fremgik, at selskabet regnede med at lægge de økonomiske udfordringer, man havde i 2017, bag sig.

I ledelsesberetningen står: ”Ledelsen forventer gennem positiv indtjening i de kommende år at kunne reetablere selskabskapitalen inden for en kortere årrække. Selskabets finansielle leverandører har med henblik på at styrke selskabets likviditetsberedskab stillet yderligere kreditfaciliteter til rådighed i henhold til at imødekomme selskabets budgetterede likviditetsbehov for det kommende regnskabsår.”
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094