23948sdkhjf

- Alt bliver vejet på den her bagevægt

Når Walid Hallal og Zana Pizza i Thisted fremstiller pizzabunde i stor stil til en lang række supermarkeder og discountbutikker, foregår det på usædvanligt få kvadratmeter. Og med en usædvanligt manuel vejeproces.

Dejen bliver mixet i en maskine ude i selve pizzeriaet, den hæver i et meget lille lokale, der støder op til baglokalet - og i selve baglokalet på cirka 10 kvadratmeter bliver dejen så delt op i boller i en dertil indrettet maskine.

- Den kan indstilles ret præcist, men vi skal alligevel være helt sikre på, at alle bollerne er præcist lige store. Så vi vejer hver eneste bolle på den her bagevægt, siger Walid Hallal og viser en lille, sort køkkenvægt frem. Har bollerne ikke den nøjagtige, ønskede vægt, bliver der helt manuelt tilføjet eller fjernet en lille klump dej, fortæller han.

Hvis det skal være, sælger Zana Pizza også gerne bollerne, uden at de er blevet mast flade til pizzabunde og frosset ned, før de forlader Thisted.

- Men vi vil helst sælge dem frosne - det andet er sværere med transporten, påpeger Walid Hallal.

Kort varsel
Transporten klarer Zana Pizza typisk selv i en dertil indrettet varebil, og det kan ske med kort varsel.

- Man kan ringe til mig i morgen og sige, at man skal bruge 500 bunde dagen efter. Så har de dem til tiden, lover indehaveren, der nødigt ser, at den slags udtalelser bliver opfattet som pral.

- Man kan prale mange andre steder. I Thy kan du ikke prale, fastslår Walid Hallal, som i det hele taget ikke er meget for at føre sig frem.

Han har således for nylig sagt nej tak til at deltage i et program hos TV2, der gerne ville have lavet optagelser med ham og hans tre brødre, deriblandt kendiskokken Wassim Hallal.

- Men jeg gider ikke i tv, siger Walid Hallal.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094