23948sdkhjf

NNF: Tryghed frem for penge

Fyringsrunder og udflagning af titusinder af arbejdspladser har skabt usikkerhed blandt de danske industriarbejdere, som hellere ønsker sig tryghed i jobbet end lønstigninger.
Tryghed frem for lønstigninger.

Ønsket er ”overraskende entydigt” blandt medlemmerne af Fødevareforbundet NNF, som har brugt de seneste uger på at lodde stemningen blandt sine medlemmer.

- På tværs af alle brancher og fag udtrykker vores medlemmer et meget stærkt ønske om forbedret tryghed i form af eksempelvis længere opsigelsesvarsler, forhøjet fratrædelsesgodtgørelse eller mere efteruddannelse. De seneste års mange fyringsrunder og udflagning af arbejdspladser har tydeligvis gjort dybt indtryk. Sammenlignet med forhandlingerne i 2009 er der tale om et regulært stemningsskifte, siger forbundsformand i NNF, Ole Wehlast, med tilføjelsen:

- Den generelle holdning er, at det selvfølgelig kunne være rart med nogle flere penge i lønningsposen, men det er endnu bedre at få en vis sikkerhed for, at man kan beholde sit arbejde.

Præget af usikkerhed
Blandt de virksomheder, der har oplevet fyringer og udflagning er Danish Crown, som for seks år siden havde 15.000 medarbejdere i Danmark og 10.000 i udlandet. Nu har slagterikoncernen 9.000 ansatte i Danmark og 15.000 i udlandet.

På slagteriet i Esbjerg er de 600 ansatte i denne uge blevet orienteret om, at 60-70 af dem bliver fyret.

- Mine kolleger er stærkt påvirket af usikkerheden og frygten for en fyreseddel. Tidligere var det nemmere at skifte branche, men efterhånden har mange andre industrivirksomheder jo også lukket eller udflaget, fortæller Tom Jensen, tillidsmand hos Danish Crown i Esbjerg.

Ønskerne om tryghed frem for lønstigninger matcher den senest tids udmeldinger fra erhvervslivets top, som har snakket om at holde lønnen herhjemme i ro over en periode på flere år.

Samme syn på sagen har man hos ledelsen i Danish Crown.

- Det er positivt, at medarbejderne viser forståelse for, at vi har brug for at holde lønomkostningerne i ro. Det er helt afgørende, hvis vi skal sikre virksomhedens konkurrenceevne. Netop en stærk konkurrenceevne er den afgørende forudsætning for, at vi kan bevare arbejdspladserne i Danmark og tilbyde medarbejderne den tryghed, de ønsker, siger kommunikationsdirektør Anne Villemoes, Danish Crown.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095