23948sdkhjf

Rynkeby har fundet sin nye direktør

Den fynske juiceproducent Rynkeby Foods har fundet sin nye administrerende direktør: 1. oktober tiltræder Ivan Thyregod i stillingen, hvor han afløser Peter Frank Andersen, der bebudede sin afgang i begyndelsen af marts.

Ivan Thyregod kommer til Rynkeby Foods efter 10 år i ledende stillinger hos Arla Foods.

Han blev i 2010 ansat som kommerciel direktør for Cocio og Arlas mælkebaserede drikkevarer - blandt andet var han med til at revitalisere Cocio-mærket og at lancere den store europæiske salgssucces Starbucks Ice Coffee. Fra 2015 og frem til nu har han beklædt stillingen som Head of Global Commercial Excellence.

Esbjergenseren har en cand.merc i International Afsætning, og siden har karrieren budt på en årrække hos Procter & Gamble og stillinger som salgs- og marketingdirektør hos Odense Marcipan og Kelsen Group.

- Vi har været igennem en rigtig god og grundig rekrutteringsproces, så vi føler os helt sikre på, at Ivan med sin stærke, internationale, kommercielle baggrund og brede forretningsforståelse på tværs af hele værdikæden er den rigtige person til at lede Rynkeby Foods‘ fortsatte succesrige rejse, konstaterer Ulrich Bunk, Rynkeby Foods’ bestyrelsesrepræsentant for ejeren, tyske Eckes-Granini Group, i en pressemeddelelse.

Ivan Thyregod indtræder også som medlem af Eckes-Granini Executive Management Team.

- Jeg har gennem hele processen været imponeret af både den dedikation, jeg har mødt, og de investeringer, som Eckes-Granini har lavet i Rynkeby Foods’ produktionsapparat. Det vidner om en stor tiltro, og jeg glæder mig til at medvirke til den fortsatte udvikling af Eckes-Granini Rynkeby Foods, siger den nye topchef i pressemeddelelsen.

Peter Frank Andersen, som han afløser, har været Rynkebys administrerende direktør i to og et halvt år. Han sagde jobbet op for at arbejde i sin kones apotekerforretning, der har base i Rødding i Sønderjylland.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156