23948sdkhjf

EU og USA indgår handelsaftale om øko-fødevarer

EU’s landbrugskommissær og USA vicelandbrugsminister har i dag underskrevet en historisk aftale om handel med økologiske fødevarer over Atlanten.
EU og USA har i dag meddelt, at økologiske produkter, der er certificeret i henholdsvis EU og USA, fra den 1. juni 2012 må sælges som økologiske på begge sider af Atlanten.

Den formelle brevveksling, hvorved denne partnerskabsaftale er indgået, blev undertegnet den 15. februar 2012 i Nürnberg af EU's kommissær for landbrug og udvikling af landdistrikter, Dacian Cioloş, USA's vicelandbrugsminister, Kathleen Merrigan, og ambassadør Isi Siddiqui, USA's handelsrepræsentant og chefforhandler i landbrugsspørgsmål.

Undertegnelsen af partnerskabet fandt sted på BioFach World Organic Fair, som er verdens største messe for økologiske produkter, og som for tiden finder sted i Nürnberg, Tyskland.

EU og USA udgør de to største producenter i verden af økologiske produkter med en samlet værdi på ca. € 40 mia.

Tilgodeser kun USA
Aftalen har dog et stort ”men” set med europæiske øjne, idet USA ikke anerkender animalske produkter indeholdende antibiotika som økologiske.

I henhold til EU's lovgivning om økologiske produktionsmetoder er det tilladt at anvende antibiotika til behandling af syge dyr, mens det slet ikke tillades i animalsk produktion hos USA.

Netop dette forbehold har tidligere mødt kritik fra danske økologer.

I december kaldte chefkonsulent Sybille Kyed, Økologisk Landsforening, forslaget for ”skævt” og sagde, at det reelt kun tilgodeser amerikanske interesser.

- Vi ønsker klare gensidige aftaler med USA, uden hindringer og særkrav, som i øvrigt kun gælder den ene vej, sagde direktør Paul Holmbeck, Økologisk Landsforening til Altinget.

Kan ikke male os op i en krog
Anderledes opblødende lød meldingen fra Socialdemokraternes fødevareordfører Orla Hav:

- Man kan altid diskutere strategien, men vi har skønnet, at det er bedre at komme med nu og så på et senere tidspunkt arbejde for at få bedre vilkår. Hvis vi i stedet maler os op i en krog, kan det komme til at skade landbruget på længere sigt. Derfor er det bedre, at vi får oparbejdet nogle gode relationer, som efterfølgende kan komme øvrige danske produkter til gavn.

Og fra Enhedslisten lyder et helt tredje synspunkt:

- Det var jo også en mulighed, at vi i Danmark – med inddragelse af erfaringerne fra USA – gik over til en antibiotikafri animalsk produktion. Det er jeg mere tiltrukket af, end krav om at USA skal lempe deres krav til animalsk økologisk produktion, siger fødevareordfører Per Clausen i dag til Food Supply.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094