23948sdkhjf

Dan Duck: Maskiner og bygninger gik fri af konkursen

Tirsdagens konkurs i Struer, hvor fjerkræslagteriet Dan Duck måtte dreje nøglen, omfatter alene det driftsselskab, der har stået for produktionen, DD Drift.

Dermed er hverken bygningerne eller produktionsudstyret omfattet af konkursen, oplyser konkurssagens kurator, advokat Jan Bruun Jørgensen fra Andersen Partners, til Food Supply.

- Bygningerne er ejet af et ejendomsselskab, og maskinerne er ejet af et leasingselskab, der har udlejet til DD Drift, fortæller kuratoren.

De tre selskaber er ifølge cvr-registret alle ejet af Hardy Eskildsen, Henrik Fobian og Jesper Krogh Madsen. De har hver en tredjedel af DD Ejendomme og DD Leasing, mens de i DD Drift også har andeslagteriets stifter, Martin Daasbjerg, med i ejerkredsen.

- Betyder det, at ejerne af bygningerne og produktionsudstyret nemt ville kunne åbne igen uden ret mange omkostninger?

- Ja, det ville være nemt at åbne igen. Men hvis de troede på, at de kunne få en rentabel drift, ville det nok umiddelbart være nemmere at begynde i den nuværende konstruktion. Jeg fornemmer, at der ikke er den store tro på, at det kan lade sig gøre at lave et levedygtigt slagteri, siger Jan Bruun Jørgensen.

- Hvis de kunne få det til at lykkes, så havde de gjort det. Det er ikke, fordi, de ikke har gjort sig umage, tilføjer han.

22.000 kvadratmeter kostede en krone

Kuratoren er dermed ikke i tvivl om, at hvis slagteriet på nogen måde skal fortsætte, så skal det være, fordi der pludselig dukker en ny spiller op. 

- Hvad betyder det for behandlingen af konkursboet, at hverken bygninger eller maskiner er med?

- Der er lidt mindre, vi skal forholde os til. Så det er de andre virksomheder, der sidder med smerten på de bygninger og det udstyr. Hvis ikke der skal være slagteri i bygningerne, er det noget usikkert, hvad de så kan anvendes til. Omvendt, hvis bygningen er i brug, kan den være mange penge værd, konstaterer kuratoren.

Det tidligere svineslagteri på havnen i Struer dækker i alt cirka 22.000 kvadratmeter, hvoraf Dan Duck og tidligere Dansk And har brugt omkring en fjerdedel.

Da Martin Daasbjerg i slutningen af 2014 købte bygningerne, betalte han kun en enkelt krone for dem. Det fremgik af et informationsbrev, som kuratoren i konkursboet efter Jutland Meat dengang sendte ud til kreditorerne.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093