23948sdkhjf

Norge varsler brandtold mod dansk ost

Udenlandske oste skal pålægges en told på 277 procent, ifølge den norske regerings finanslovsforslag, som også rammer flere kødtyper hårdt.
Danske og øvrige udenlandske oste kan se frem til at blive pålagt en told på hele 277 procent i Norge. Samtidig er der planer om en toldsats på 429 procent for lammekød og 344 procent for oksekød.

Ordningen er en del af den norske regerings finanslovsforslag, som ifølge epn.dk blev fremlagt mandag til stor irritation for blandt andre den danske handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF):

- Det er helt uacceptabel at øge toldmuren, siger hun, men erkender i samme ombæring, at Norge ikke bryder hverken WTO-handelsaftalen eller EØS-aftalen mellem EU og de tre EFTA-lande Norge, Island og Liechtenstein.

Læs også: Norge lægger op til ostekrig

- Juridisk gør de ikke. Men ånden må man sige, at de krænker voldsomt, når der decideret står i EØS-aftalen, at man skal gå mod liberalisering på landbrugsområdet. Det er da det stik modsatte, pointerer handelsministeren.

I EU-parlamentet har blandt andre Bendt Bendtsen fra den konservative gruppe truet med gengæld ved at indføre en massiv told på norske fisk, men endnu nøjes Pia Olsen Dyhr med at genoptage sagen i EU.

Norge indførte tidligere på året en særskat på hortensia, hvilket også dengang fik handelsministeren til at tage sagen op over for kollegaerne i EU.

Fakta: Norsk told på fødevarer
Den nye toldsats på 277 procent gælder primært ostetyper, der ligner almindelige gule norske oste.
14 faste oste er dog fritaget for den nye told: Appenzeller, Beaufort, Comté, Gamle Ole, Grana Padano, Gruyère, Le Vieux Panè, Morbier, Munster, Parmiggiano Reggiano, Queso Manchego, Pecorino, Saint Albray og Västerbotten.
Den eksisterende såkaldte kronetold på 27,15 kroner per kilo bløde oste består.
(Kilde: epn.dk)
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094