Regeringen har skrinlagt den planlagte udvidelse af sukkerafgiften, og mens nyheden har vakt jubel hos eksempelvis Fynbo Foods i Nordjylland, er tonen en anden i Silkeborg.
- Stigningen på sukkerafgifter forsvinder, når det gælder for eksempel rødkål og syltede agurker, men ikke for chokolade og vingummi, siger Benny Korsholm, indehaver af slikfirmaet Candynavia, til Midtjyllands Avis.
Faktisk kan Candynavia se frem til en afgiftsstigning på 3,63 procent, og Benny Korsholm regner med, at der skal lægges yderligere 500.000 kr. i statskassen næste år som følge af afgifter.
- Jeg havde forventet, at afgiftsstigningen ville blive droppet eller måske sat ned, siger han.
Foruden slik og chokolade er også vin og øl omfattet af de afgiftsstigninger, der træder i kraft ved årsskiftet. Det er forventningen, at de indekserede punkafgifter på de såkaldte ”grænsehandels-følsomme” varer vil indbringe statskassen 5-600 mio. kr.