23948sdkhjf

Odense Fødevarefællesskab vinder på bæredygtighed

Odense Fødevarefællesskab løb med sejren til Odense Bæredygtighedspris 2012 foran IKEA Odense og Fazer Food Service.
Odense Fødevarefællesskab løb af med Odense Bæredygtighedspris 2012.

Odense Fødevarefællesskab fik stor applaus fra en propfyldt Festsal på Odense Rådhus, da foreningen onsdag fik overrakt Odense Bæredygtighedspris 2012 af Anker Boye, formand for Odense Bæredygtighedsråd.

Som begrundelse for, at det netop blev Odense Fødevarefællesskab, der løb af med prisen, fortalte Anker Boye bl.a., at det bæredygtige er solidt forankret i foreningens virke.

- Vi står overfor store udfordringer, som vi kun kan løse, hvis kommunen, virksomheder, organisationer, frivillige m.fl. trækker på samme hammel. Og så bliver jeg ganske enkelt glad, når vi i Odense har en bæredygtig frontløber som Odense Fødevarefællesskab, der har bl.a. miljø, økonomi, lokal handel, fællesskaber og samarbejde som pejlemærker. Og det vil Odense Bæredygtighedsråd gerne belønne med denne pris, sagde Anker Boye.

En glad formand…
Peter Bærentsen fra Odense Fødevarefællesskab var en glad formand ved dagens prisoverrækkelse:

- Vi er utrolig glade for, at Odense Bæredygtighedsråd har valgt Odense Fødevarefællesskab, som modtager af Odense Bæredygtighedspris 2012. Bæredygtighed har altid været et pejlemærke og bærende element i foreningens aktiviteter. Og den anerkendelse vi nu har fået, er jeg sikker på kun vil øge interessen for vores aktiviteter, sagde Peter Bærentsen.

Om Odense Fødevarefællesskab
Odense Fødevarefællesskab er en økologisk indkøbsforening, der samarbejder med fynske økologiske landmænd. Foreningens formål er at gøre lokalproducerede, sæsonbetonede økologiske fødevarer tilgængelige for medlemmerne til fair priser og til gavn for miljø, biodiversitet, klima, lokal handel m.m. Foreningen drives på frivillig basis af medlemmerne.

Fødevarefællesskabet er åbent for alle og er aktiv i det odenseanske byliv og derudover rammen om en lang række sociale aktiviteter. Foreningen har oplevet støt stigende medlemstilgang siden etableringen i 2011.

Om Odense Bæredygtighedspris
Odense Bæredygtighedspris uddeles af Odense Bæredygtighedsråd og gives til et bæredygtigt initiativ i Odense, der er gennemtænkt i forhold til de tre elementer i begrebet bæredygtighed: sociale forhold, økonomi og miljø.

Som en hjælp til at arbejde med den bæredygtige dimension af kandidaternes initiativ, har de kunnet downloade et Bæredygtighedsværktøj på www.odense.dk/baeredygtighedspris .
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079