23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Digitale hængelåse sikrer pianoer til millioner

Det Kongelige Danske Musikkonservatorium har i mange år haft problemer med unødvendig brug af deres bedste pianoer, hvilket slider og skader de fornemme og dyre instrumenter.

Det fører ofte til omkostningsfulde reparationer, men nu skal digitale hængelåse fra Sanistål hjælpe med at komme det dyre reparationsarbejde til livs.

Hos Det Kongelige Danske Musikkonservatorium har man i mange år kæmpet med unødvendigt brug af konservatoriets allerdyreste pianoer, som har en værdi på op til 1,5 millioner kroner. Unødvendigt brug slider nemlig på de kostbare flygler, og det har gennem årene løbende resulteret i omfattende og dyrt reparationsarbejde. Derfor har musikkonservatoriet valgt at investere i 20 digitale hængelåse fra sikringsproducenten Salto for at få bedre kontrol med brugen af de fornemme instrumenter:

- Her på musikkonservatoriet har vi i mange år døjet med slitage og skader på vores pianoer, som hvert år løber op i adskillige tusinde kroners reparationsarbejde. Derfor har vi valgt at digitalisere vores nøglesystem med elektroniske hængelåse fra Salto, der giver os bedre mulighed for at beskytte vores instrumenter fra unødvendigt brug, fortæller Christen Stubbe Teglbjærg, som er docent hos Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og ansvarlig for konservatoriets flygler.

Ifølge Christen Stubbe Teglbjærg koster en reparation af et flygel mellem 35.000 og 100.000 kroner afhængig af skadens omfang. Derudover bruger konservatoriet også mange penge på at stemme deres pianoer:

- Vi har tidligere oplevet, at nogen har spildt kaffe ned i et piano eller en flaske vin efter en fest, hvilket medførte meget dyre reparationer, som vi allerhelst vil være fri for. Vi har i alt 172 akustiske instrumenter, som derudover skal stemmes i forskellig grad, hvilket gennemsnitligt koster cirka 5000 kroner per instrument. Vores flygler skal dog oftere stemmes, hvis de studerende øver sig for meget på dem, og det koster ekstra, siger han og fortsætter:

- Det er dog for tidligt at komme med de konkrete besparelser, men vi håber, at vi på sigt kan mærke på budgettet, vi har fået et nyt låsesystem. Vi sparer jo også en del på driften af nøglesystemet. Tidligere brugte vi nemlig manuelle nøgler til at sikre vores pianoer, og her blev både nøgler og selve låsene somme tider væk. Det var systemnøgler, så hver gang en nøgle forsvandt, skulle samtlige nøgler og hængelåse skiftes ud. Og det løb hurtigt op i 10.000 kroner, når en nøgle blev væk, siger han.

De digitale hængelåse fra Salto sidder fast i pianoets låg og kan kun låses op med en godkendt adgangsbrik eller kort. Låsene indeholder en hændelseslog, så musikkonservatoriet kan se, hvem der har benyttet sig af flyglet. Og det er ifølge Christen Stubbe Teglbjærg en stor fordel, da konservatoriet nu har bedre mulighed for at kontrollere, hvem der har haft adgang til pianoerne:

- Lige nu har vi 40-50 adgangskort, som er udstedt til udvalgte ansatte. Den nye sikringsløsning giver os også mulighed for at give nogle personer adgang til alle pianoer, mens andre kun har adgang til bestemte instrumenter. Faktisk har ingen af vores studerende p.t. adgang til vores dyreste flygler, da vi helst ikke vil have, at de øver sig på dem, siger han, men tilføjer dog, at udvalgte klaverstuderende på sigt skal have adgang, så de også får mulighed for at prøve kræfter med nogle af konservatoriets bedste klaverer.  

Sanistål er eneforhandler af Saltos sikringsprodukter i Danmark, mens det er Dansk Låse & Industrisikring, der har implementeret de digitale låse på Musikkonservatoriet. Og ifølge Ronni Honoré, som er direktør for Dansk Låse & Industrisikring, skulle der en smart løsning til for at leve op til Musikkonservatoriets krav til en moderne sikringsløsning:

- Løsningen skulle kunne implementeres i de adgangskort, som Musikkonservatoriet i forvejen bruger til deres bygninger, så de ikke skulle til at udstede to forskellige kort. Det fandt vi i samarbejde med Sanistål en nem og smart løsning på ved at indbygge to chips i adgangskortene, som nu fungerer både til konservatoriets døre og de digitale hængelåse, fortæller han.

 

Ahlsell Danmark
Håndværkervej 14
9000 Aalborg
Aalborg Kommune
Danmark
CVR nummer: DK42997811
P nummer: 1003072200

Send til en kollega

0.062