23948sdkhjf
Del siden
Annonce

RPC Superfos modtager CSR-certifikat fra Randers kommune

Plastemballageproducenten RPC Superfos Randers er blevet hædret med et CSR-certifikat for at tage socialt ansvar og være en rummelig arbejdsplads, hvor flexjobbere og udsatte kan være med.

De sidste par år har Randers Kommune haft fokus på det rummelige arbejdsmarked og virksomheders sociale ansvar. Nu har 150 ud af 6.000 virksomheder i kommunen fået tildelt et CSR-certifikat, fordi de opfylder en række kriterier for at være en rummelig arbejdsplads. RPC Superfos Randers er en af dem.

CSR står for Corporate Social Responsibility, og plastemballageproducenten RPC Superfos modtager certifikatet som et bevis på, at virksomheden tilbyder meningsfulde praktik-, afklarings-, jobtrænings- og jobmuligheder for udsatte borgere og ledige på kanten af arbejdsmarkedet.

Stolt på kollegernes vegne
Produktionschef Morten V. Nielsen, RPC Superfos Randers, siger:

“Det er klart, at vi er stolte over at have fået certifikatet, men vi er først og fremmest stolte over vores kolleger, som gennem ansættelse hos os nu genopbygger deres faglige selvværd og tilknytning til arbejdsmarkedet.”

“Vi sætter også pris på den anerkendelse, der ligger i, at RPC Superfos Randers bliver optaget i kommunes lokale CSR case-bank. Det er kun godt, hvis det vi gør, kan inspirere andre virksomheder. For os er det helt naturligt at være en rummelig arbejdsplads og på den måde støtte det lokalsamfund, som vi er en del af.”

Randers Kommune roser RPC Superfos
Michael Kristoffersen, virksomhedskonsulent i Randers Kommune, Jobcenter Randers Erhverv, holdt en tale ved overrækkelsen af CSR-certifikatet og sagde bl.a.:

”Ved at certificere jer håber vi på at skabe opmærksomhed omkring jeres virksomheds arbejde og indsats. I er nogle af dem, der gør en forskel for udsatte ledige, og som har ”noget på hjertet” i forhold til, hvordan man kan motivere andre virksomheder til at tænke socialt ansvar ind i deres rekrutteringspraksis. Det har stor betydning for den enkelte borger men også for Randers Kommune, som har brug for samarbejdspartnere til at løfte opgaven med at hjælpe udsatte ledige til selvforsørgelse.”

Plastemballageproducenten RPC Superfos beskæftiger 185 ansatte, hvoraf en håndfuld arbejder som fleksjobbere, typisk på lageret eller i produktionen.

Både den Europæiske Socialfond og Region Midtjylland har støttet Randers Kommune i forbindelse med CSR-projektet Local Supplier of Social Responsibility om rummelige arbejdspladser.

Berry Superfos
Spotorno Allé 8
2630 Taastrup
Høje-Taastrup Kommune
Danmark
CVR nummer: DK43239511
P nummer: 1003207217

Kontaktperson

UVN
Ulla Vennervald Nielsen
EA & HR Operational Excellence Manager
+45 59111151 ullavennervald@berryglobal.com

Send til en kollega

0.047