Undertiden har der været en tendens til at antage, at 3D-print kan bruges til næsten alt. Og der er vitterlig gjort mange og særdeles positive erfaringer – særligt inden for udvikling, prototyping og fremstilling af elementer i helt små serier.

Men efterhånden har der også indfundet sig en vis realisme. For det er ikke alle idéer, som har modstået mødet med virkeligheden lige godt.

Erfaringer giver grundlag for mere realistiske forventninger

F.eks. har der i nogle tilfælde været så store udfordringer med printbare materialers mekaniske egenskaber og holdbarhed, at de var reelt uoverkommelige. Andre gange har det været så svært at nå den nødvendige tolerance og finish på de færdige emner, at de ikke kunne svare sig at 3D-printe med den aktuelle teknologi.

Dertil har der været eksempler på overambitiøse strategiske investeringer, som næsten var dømt til at fejle på forhånd.

For eksempel da man på et skib etablerede en kostbar 3D-printløsning for selv at kunne printe reservedele på havet. Men ofte var der behov for maskindele med så høje tolerancekrav, at 3D-teknologien slet ikke kunne følge med.

Ligeledes forsøgte man på nogle boreplatforme at etablere 3D-printcentre tæt på servicecentrene onshore. Her printede man de nødvendige dele on demand, som boreplatformen skulle bruge, og fløj dem med helikopter til platformen. Ideen var måske god, men logistik og proces var i reglen mindst lige så besværlig (og kostbar!) som det ville være at skaffe delene fra producenten på vanlig vis. Desuden var det kun et fåtal af de nødvendige komponenter, som reelt kunne printes.

Disse erfaringer har gjort, at 3D-print i dag er omgærdet af mere realisme end for blot få år siden – og det er kun sundt.

Kombinerer bæredygtighed og bedre produkter

På den anden side skal man heller ikke være blind for, at teknologien udvikler sig med stormskridt, samt at der også sker fremskridt, som stikker i helt andre og meget interessante retninger.

F.eks. er det blevet muligt at 3D-printe med plantebaserede og 100% nedbrydelige materialer.

På messen Automatik 2020  kunne man blandt andet se en 3D-printet, bæredygtig cykelhjelm. Det er interessant af flere årsager. Konventionelle cykelhjelme er oftest masseproduceret i ekspanderet polystyren (EPS), der er velegnet til stødabsorbering, men også baseret på fossile råvarer.

Derimod er materialet til den 3D-printede cykelhjelm fremstillet af 100% nedbrydelig planteolie og bliver desuden ”skræddersyet” til kundens hoved. Her kombinerer man altså bæredygtighed med et bedre produkt. Hvilket er særdeles interessant i en tid, hvor verden kalder på klimavenlige produkter.

Og blandingen af kort udviklingsfase og relativt lave etableringsomkostninger er blandt de helt store gevinster ved 3D-print.

Sidstnævnte er interessant at blive lidt ved. For klassisk produktudvikling er gerne en omstændelig proces, og det kan være både ressourcetungt og tidskrævende at få et produkt på markedet. Men med 3D-print som en integreret del af produktudviklingen ser man hurtigt den første prototype, hvilket er med til at puste nyt liv i produktinnovationen og give basis for en kortere cyklus i udviklingsprocessen.

Der er også gevinster at hente i selve produktionen og distributionen af 3D-printede emner. For at vende tilbage til cykelhjelmene, så masseproduceres de konventionelle ét sted på kloden, transporteres på tværs af have og kontinenter, placeres på et lager for endelig at blive sendt ud til forhandlerne. Når den har beskyttet et hoved i nogle år, bliver den brændt af og ender til sidst helt eller delvist i naturen.

Det er den belastning af klimaet, som producenterne af denne 3D printede cykelhjelm gerne vil undgå, og dén tanke kan med sikkerhed også overføres til andre produkter og industrier, hvilket i sidste ende giver basis for at kombinere både innovation og vilde, nytænkende idéer med bæredygtighed og sund økonomi.

Og dét er en udvikling, jeg glæder mig til at følge!