23948sdkhjf

Energibesparelser med en effektiv portstyring

| Medlemsnyhed | Indrykket af Door System A/S

Energibesparelser er et stort fokusområde alle steder, ikke mindst i industrien. Og når det handler om industriporte, er der et stort potentiale for store energibesparelser, særligt i de logistik- og grossistvirksomheder, der arbejder med frostvarer.

Varehåndtering og kørsel med frostvarer ud og ind ad frostlageret har altid været forbundet med energitab, når portene åbner mellem lagerhallerne. Hurtigporte kan hjælpe på energibesparelserne med de hurtige åbne- og lukketider. Forskellen på minus 26 grader og plus 12 grader fra den ene hal til den anden risikerer dog at give store energitab, hvis porten står åben i længere tid.

Det er afgørende, at åbningsintervallerne tilpasses trucktrafikken, så porten åbner i tide, lige når trucken skal igennem og lukker i det øjeblik, trucken er på sikker afstand.

”Det håndterer vi med en intelligent portstyring med indbygget frekvensomformer, hvor vi samtidig sikrer en langsom opstart og nedbremsning af porten. Det mindsker slitagen på porten og gør den særdeles støjsvag. Vores porte åbner og lukker ret hurtigt, så det går stadig stærkt”, forklarer Preben Søndergaard, ejer og direktør hos Door System.

Energibesparelser og forbedret flow
Det skal sikres, at balancen mellem trafikken og energibesparelserne bliver så optimal som mulig. Herved kan man både opnå større energibesparelser, samtidig med at det er muligt at forbedre flowet i varehåndteringen.

I Door Systems portstyring er det et radarsystem, som opfanger truckens bevægelser, og som altså aktiverer portens åbne- og lukkemekanisme. Det er muligt at tilpasse aktiveringen af porten individuelt efter truckkørslen på lageret.

”Truckførerne skal hverken aktivere porten manuelt eller sænke hastigheden, når de nærmer sig. Hurtigporten og styresystemet sørger for, at der er fri bane, og at porten kun er åben i den tid, det tager at afvikle transporten sikkert og effektivt gennem den”, fortæller Preben Søndergaard.

Beregninger af energitab
Hos Door System er portstyringen forsynet med sensorer, som måler temperaturen på begge sider af porten. I forbindelse med at porten åbner og lukker, logger systemet de kontinuerlige temperaturændringer.

Det gør det muligt at beregne hvor store energitab, der er tale om i forbindelse med trafikken ud og ind ad frostlageret. Logistikvirksomheder og grossister får dermed et redskab, der kan dokumentere energitab og de forbedringer, det er muligt at lave i forhold til stadig at have en både effektiv og sikker drift.

Store porthuller – store energitab
Systemet er testet og afprøvet på Teknologisk Institut. Preben Søndergaard fortæller, at portstyringen, loggen og beregningsmodellen tager højde for portens størrelse. Det er nemlig ikke altid, at portstørrelsen er med i overvejelserne, når bygherrer, arkitekter og entreprenører designer og planlægger lagerbygningerne.

”Nogle steder laver man, efter vores overbevisning, porthullerne alt for store. Det er særligt kritisk i forbindelse med frostlagre. Selv om vi gerne vil levere store højisolerede hurtigporte med størrelser på op til tre gange fire meter med de optimeringsmuligheder den nye portstyring giver, er der endnu flere besparelser at hente ved at lave porthullerne mindre.”

”Med vores nye portstyring er vi i stand til helt præcist at dokumentere fordelene både ved mindre porte og ved en mere effektiv portdrift. Indimellem deltager vi som rådgiver på byggeprojekter i logistik-, fødevare- og medicinalindustrien. Den know-how vi har på området, og som altså er udbygget endnu mere ved hjælp af portstyringen, satser vi på bliver endnu mere attraktiv i sådanne opgaver”, slutter Preben Søndergaard.

Se mere om Door Systems portstyring: https://www.doorsystem.dk/produkter/portstyring/

Har du spørgsmål eller ønsker yderligere oplysninger, er du meget velkommen til at kontakte Preben Søndergaard på telefon 42 14 52 00 eller på e-mail ps@doorsystem.dk


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Door System A/S

Agerskovvej 16
8362 Hørning
Danmark
Door System A/S

Send til en kollega

0.11