Grøn omstilling skal gå hånd i hånd med højt niveau af sikkerhed og hygiejne
Virksomheder inden for de danske styrkepositioner life science og fødevarer er underlagt høje krav om metoder og standarder for sikkerhed i såvel produktionsmiljøer som i værdikæden af leverandører. De stærkt regulerede industrier udfordres yderligere af, at de skal omstille sig til en grønnere og mere bæredygtig fremtid ved bl.a. at minimere ressource- og energiforbruget, dog uden derved at gå på kompromis med produktsikkerhed og hygiejne.
For life science- og biotekindustrien er det en udfordring at implementere nye energibesparende teknologier og processer med henblik på CO2-reduktion i et set-up, der er gennemreguleret, komplekst og administrativt tungt, og hvor forbrugernes sundhed og sikkerhed fortsat er den højeste prioritet.
I projektet ”Kompetencecenter for hygiejne, sundhed og produktsikkerhed” vil vi understøtte life science- og fødevareindustrierne med at forene grøn omstilling med et fortsat højt niveau af hygiejne og produktsikkerhed.