Der var transportbånd i Hans Christian Nielsens liv fra før han blev teenager. Og siden har gummibånd, tromlemoterer og transportruller fyldt hans arbejdsliv fra morgen til aften.

»Jeg har såmænd ikke lavet så meget andet end transportbånd,« siger Hans Christian Nielsen, direktør og ejer af Bøgeris Transportbånd, som han i 2007 flyttede ud til et industriområde i Sorø - med E20-motorvejen i baghaven.

Som 11-årig fik han et job som arbejdsdreng hos et transportbåndsfirma. Det blev senere til et fast job, men allerede som 23-årig sprang han ud som selvstændig med sit eget firma. Og 33 år senere sidder han stadig i direktørstolen for Bøgeris Transportbånd.

Udenfor står brugte metalkonstruktioner fra transportbånd opmagasineret, for dem kan man sælge igen eller genbruge dele fra til nye projekter. Og indenfor hos Bøgeris står en håndfuld ansatte og svejser, skærer, klipper og måler.

Resten af de i alt 22 medarbejdere er ude hos kunder. Transportbånd bliver lavet på mål til hver enkelt opgave, så før det kan sættes, op, skal Bøgeris selv bygge 'transportøren', som selve metalkonstruktionen hedder i fagjargon, montere motor og teknik i øvrigt og måle gummibånd ud i de rette længder og bredder.

Alt fra kassebåndet hos den lokale købmand til vandrutsjebanen på Dyrehavsbakken er blandt opgaverne, som bliver mere og mere mangeartede. »Der er altid brug for transportbånd. Slagterierne kører hele året, for folk spiser kød på alle tider af året. Og der er affald, uanset om det er sommer eller vinter. Næsten uanset hvilken fabrik, du kommer ind på i dag, står der nogle transportbånd eller rullebånd,« siger Hans Christian Nielsen.

Udover automatisering af produktionen i den danske industri peger udviklingen i arbejdsmiljøregler også i transportbåndenes retning. I dag skal der et transportabelt transportbånd til, hvis en byggeplads selv blander cement, for at flytte cementen op i en beholder med en skovl er blevet bandlyst.

Er der meget byggeaktivitet i Danmark, smitter det derfor af på transportbåndsbranchen. I flere led.

»Vi kan mærke, at grusgravene kører helt i overgear nu. På grund af byggeri af broer og veje på Sjælland og Femern Bælt-forbindelsen kører de på højtryk. Og vi er også inde tit ved Metrobyggeriet i København, for hver gang de har gravet sig længere ind, skal de have forlænget et transportbånd til at køre grus og jord ud,« forklarer direktøren.

De helt store opgaver er også begyndt at lande i hans kurv. For eksempel et transportbånd til kulforsyning i 38 meters højde på Asnæs-værket ved Kalundborg. Den slags tager et års tid og giver et to-cifret millionbeløb den anden vej.

»Jeg tog et økonomisk sats i 2007 og ansatte en sælger. Sådan en havde vi aldrig haft før, så indtil da kørte jeg selv rundt, når jeg havde tid. Men det virkede, så jeg ansatte en til, og siden 2007 har vi firedoblet vores omsætning, fordi vi er kommet bredere ud - for eksempel ved også at få en del kunder på Fyn,« forklarer Hans Christian Nielsen.

Han er stadig den første, der kommer og åbner biksen – sådan ved 6.30-tiden – og som regel den sidste der går, omkring klokken halv fem om eftermiddagen. Sådan har det altid været, og det er svært at lave om på.

»Sådan har jeg det bedst. Ellers kommer man jo aldrig foran konkurrenterne. Men nu kunne jeg godt tænke mig at trappe lidt ned, for eksempel holde fri om fredagen og tage en lang weekend i vores sommerhus,« siger Hans Christian Nielsen.

Selvom han er direktør og eneejer og selv kan beslutte, at sådan bliver det, er det alligevel ikke nemt. Men han holder da fri torsdagen op til Store Bededag. Så er der tid til både at besøge sommerhuset i Marienlyst og at se Brøndby spille om søndagen.

Tanken om at stoppe helt, når den tid engang kommer, ligger endnu mere fjernt.
»Min kone siger, at jeg aldrig vil kunne stoppe med at arbejde. Hun vil nok heller ikke ønske, at jeg bare går derhjemme alle de timer, jeg arbejder i dag,« siger Hans Christian Nielsen.

Ingen af børnene ønsker i øvrigt at træde i faderens fodspor og overtage firmaet.

»Hvis nogen var interesserede, var jeg villig til det. Men det har ikke været min plan, for jeg har hørt så mange eksempler, hvor det er gået ad helvede til med sådan et generationsskifte,« siger han.

Kræfterne er brugt bedre på at sikre, at medarbejderne har det godt og går glade på arbejde, mener direktøren. I denne branche skal de nemlig kunne rykke ud døgnet rundt til kunder i hele landet, hvis der sker et nedbrud med et transportbånd.

»Hvis det ikke kører på et slagteri, kan det betyde, at der står 50 ansatte og må trille tommelfingre, indtil det virker igen. Så vores montører får en god løn, og de skal have det godt. Men så skal jeg også kunne ringe til dem dag og nat og søndag i kirketiden,« siger Hans Christian Nielsen.

For to år siden gik et transportbånd i stykker på Nykøbing Sukkerfabrik om morgenen, nytårsaftensdag. Flere montører røg afsted klokken ni om morgenen, og de var først hjemme klokken fire om natten, efter rådhusklokkerne havde ringet det nye år ind.

»De tog det i stiv arm, selvom de måtte fejre nytår dernede. De meldte sig faktisk selv, da opgaven blev meldt rundt. Så jeg har et fantastisk team. Det er ikke noget problem at kalde dem ind dag og nat,« siger Hans Christian Nielsen.

Da han grundlagde sit eget firma som 23-årig, var det fordi, han ikke kunne lade være.

»Jeg var ung og frisk, og der skulle ske noget. Siden er det gået stille og roligt derop ad. På godt og ondt. Det har været hårdt nogle gange, det skal jeg ikke lægge skjul på. Men i dag har vi et godt og sundt firma.«