ProCera® WaxLab udvidet med Chocoma-udstyr
Tre voksmetoder samlet ét sted – og test uden at forstyrre produktionen.
Procudan har opgraderet sit specialiserede testmiljø for ostevoks. Med nyeste udstyr fra Chocoma giver ProCera® WaxLab nu mulighed for at teste voksning af oste med både manuel dypning, automatisk dypning og sprayteknologi – samlet ét sted og helt uden at påvirke den daglige produktion hos kunden.
Det nye udstyr fra Chocoma er installeret i Procudans ProCera® WaxLab i Kolding og giver fødevareproducenter mulighed for at afprøve voksning i mindre skala – under realistiske forhold og uden at tage tid og kapacitet fra fuldskala-produktionen.
Samtidig fungerer udstyret som showroom for Chocoma, hvor både nye og eksisterende kunder kan opleve teknologien i brug med ProCera® ostevoks.
- Vi ønsker at give vores kunder de bedst mulige forudsætninger for at finde den rigtige løsning. Med det nye udstyr fra Chocoma kan vi nu demonstrere og teste flere metoder og ikke mindst spare værdifuld tid, siger Carsten L. Christensen, salgschef for ProCera® ostevoks.
Effektiv voksning og hurtigere udvikling
Chocomas PRO-WAX-maskine gør voksningen op til fire gange hurtigere end manuel dypning og er derfor særlig interessant for producenter, der overvejer at opgradere fra manuel til automatiseret proces.
- Det er en stor fordel, at vi kan bruge ProCera® WaxLab som et levende udstillingsvindue. Her får kunderne mulighed for at se, hvordan teknologien fungerer i praksis – og vurdere om automatisering giver mening i deres hverdag, siger Christian Nilsson, ejer af Chocoma.
Mindre testpartier under kontrollerede forhold
ProCera® WaxLab gør det muligt at teste ostevoks hurtigt og effektivt. Her kan kunderne sende mindre ostepartier til test, uden at skulle tage egne produktionslinjer ud af drift. Det gør ProCera® WaxLab til et værdifuldt redskab i udviklings- og optimeringsfasen.
- Vi har skabt et unikt testmiljø, der forenkler udviklingen af nye løsninger og hjælper vores kunder med at spare både tid og ressourcer, afslutter Carsten L. Christensen.