38 år i dansk eksports tjeneste med fællesskab som pejlemærke
Danish Export Association fylder 60 år i 2025. I den forbindelse sætter vi fokus på nogle af de medlemmer, som gennem årene har sat deres aftryk på dansk eksport og på foreningen.
Siden 1987 har Jens Toftdahl arbejdet med eksport. Mødet med kulturer og fællesskabet med andre danske eksportører vægter højt i hans arbejde med internationalt salg.
Da Jens Toftdahl i 1987 for første gang satte sig i en stilling med eksport og internationalisering i jobbeskrivelsen, blev det startskuddet til en lang karriere, hvor det internationale altid har været omdrejningspunktet. Med rødder i Ribe, hvor han arbejder den dag i dag, har han gennem 38 år haft hele verden som sin arbejdsplads i en række forskellige eksportvirksomheder.
Set over 38 år er der et væld af interessante eksportoplevelser og anekdoter at dykke ned i, men beder man Jens Toftdahl om selv at definere tre vigtige nedslagspunkter i karrieren, lyder det sådan her.
”Der har jo været mange spændende virksomheder. En af dem, der har gjort et stort indtryk, var Aller Aqua, fiskefodervirksomheden i Christiansfeld, hvor jeg var i 15 år. Det er en meget spændende virksomhed, hvor man har meget rejseaktivitet. Og det er jo sådan, at de der fine fiskeopdræt, de ligger jo ikke inde i de store byer. Så det var altid spændende at komme rundt og se de meget flotte områder fra hele Østeuropa, Sydeuropa, Mellemøsten, Afrika – også med alle de forskellige fiskearter. Jeg fik også et interessant indblik i den forskel, som danske virksomheder har på fiskeopdræt verden over,” fortæller Jens Toftdahl, som sidenhen fik foden under eget bord i eksportverdenen med virksomheden Aquaprocess.
”Jeg havde et par år sammen med en god kompagnon som selvstændig, og det var også med udstyr til fiskeopdræt af forskellige karakter. Det var meget sjovt faktisk også at prøve at opleve at være sin egen virksomhedsejer og leder, og at skulle drive en virksomhed. Det giver et indblik i alle de forskellige papirer, som egentlig fordres for at have en egen virksomhed i dag.”
Siden 2022 har Jens Toftdahl været sales director hos MUTAG, som udvikler vandrensningsløsninger til en række sektorer verden over.
”MUTAG er en rigtig spændende virksomhed, fordi vi laver alt muligt inden for biologisk vandrensning. Og det er til alle mulige forskellige industrier: fødevaresektoren, pulp and paper, det kan være det municipale, det kan være en del af tekstil. Og så laver vi også noget ind til selve fiskeopdræt. Så det har lidt en flig af min gamle verden med fiskeopdræt, fordi vi biologisk kan rense det vand, som bliver recirkuleret rundt i fiskeopdrættene. Så ja, det smager stadigvæk lidt af fisk, det her,” siger Jens Toftdahl.
Tilpas på udebane
Jens Toftdahl har aldrig boet i udlandet, men altid været solidt funderet i det sydvestjyske. Men udsynet har han altid haft, og det er især de internationale relationer og mødet med kulturer, der har vakt og bevaret interessen for eksportarbejde gennem mere end en menneskealder.
”Jeg har altid nydt at arbejde med eksport. Det er spændende, når man tager telefonen, og man ved ikke, hvilket land vedkommende, som ringer, sidder i. Jeg nyder at rejse i de forskellige lande, især de første gange. Man kommer i nogle nye markeder. Jeg synes, det er utrolig spændende med kulturer. At få ting til at lykkes i andre kulturer, hvor spillefeltet og spillereglerne kan være lidt forskellige i de forskellige lande og under hensyn til forskellige kulturer. Men at få tingene til at lykkes, og så se, at det fungerer, og at kunderne bliver glade ved den tekniske løsning, det synes jeg er utroligt spændende at arbejde med. Så trives jeg nok bare generelt godt i et internationalt miljø,” siger Jens Toftdahl.
Know-how og know-who
Gennem mange år både i sit nuværende job og tidligere job, har Jens Toftdahl været et trofast medlem af Danish Export og deltaget i et væld af netværksaktiviteter og eksportfremstød. Noget af det, der betyder noget for at udvikle forretningen og skabe de rigtige internationale kontakter, er at udnytte netværket.
”Netværk er altid relevant. Jeg tror, det er blevet mere synligt hen over årene. Når vi er et land med 6 millioner indbyggere, og vi har ikke mange råvarer selv – så vi køber råvaren i andre lande, så skal vi forarbejde. Så det er en kombination af know-how og know-who, som skal falde i hak. Vi er en glad bruger af to af netværkene ved Danish Export, her kommer vi tæt på hinanden, vi erfaringsudveksler, og det er også her, at man kan have et forslag til hinanden om: “Jeg har måske lige en distributør, der kunne være interesseret i noget af det produkt, som jeg har” eller som en kollega har, hvor vi så siger: “Vi skulle lige prøve at kigge ind i det.”
Fra Krakkort til LinkedIn
Noget så lavpraktisk som den teknologiske udvikling har præget Jens Toftdahls liv i eksport. I dag holder vi masser af onlinemøder og plotter adressen ind i GPS’en, når vi skal ud og mødes fysisk.
”Da jeg startede, var eksportarbejdet nok mere jordnært. Det var jo med krakskort under armen og skrive nogle vejnumre ned, og så ud og banke på nogle døre. Og så kunne der jo ligge en besked derude, at man skulle ringe hjem til kontoret, fordi der jo ikke var sådan en mobiltelefon, der var så udbredt. Jeg vil sige, at i dag er tilgangen en anden. Også vores lead-generering foregår også – det er jo også et ord, der er kommet til i løbet af årene. Den foregår nok også meget via sociale medier, LinkedIn, hvor man ser hinandens ageren og så kobler op på forskellige virksomheder,” siger Jens Toftdahl.
Selv om vi i disse år taler meget om en foranderlig verden, har der egentlig altid været større eller mindre udfordringer at navigere i. Og på den måde har eksportfaget måske alligevel ikke ændret sig så meget over årene. Eller i hvert fald står de danske eksportører ifølge Jens Toftdahl mindst lige så stærkt i dag som for 38 år siden.
”Jeg synes generelt, at danske virksomheder er godt rustet. Vi har et godt uddannelsesgrundlag, både på den tekniske side, men også på den kommercielle side i danske virksomheder generelt. Verden vil altid være foranderlig, og det har den været op gennem tiderne, og det vil den blive ved med at være – men så er det jo det, vi må navigere i, kan man sige.”
Lær et sprog – eller flere
Med en opvækst i Ribe, har det tyske sprog altid været en naturlig del af Jens Toftdahls liv. Og når man hører ham tale engelsk til de udenlandske kolleger på kontoret hos MUTAG, fornemmer man en tydelig flair for fremmedsprog. Og skal den rutinerede eksportør give bare ét godt råd videre til kommende generationer af eksportører, handler det også entydigt om det sproglige.
”Noget af det vigtigste med vores yngre mennesker, det er, at de skal se at få lært noget sprog. Skolerne tager ret tidligt fat i det engelske, men jeg vil gerne opfordre til, at man gør noget ved det tyske også. Vores store tyske nabo her med 85 millioner mennesker og et af vores største eksportmarkeder er jo superspændende at have med at gøre. Der er mange tysktalende lande i verden over, men også fransk, spansk også videre. Jeg synes, man bør lære noget sprog og kaste sig ud i det. Eksportarbejdet er jo en skøn verden, en måde at komme rundt og opleve noget af verden på, hvor det ikke bare lige er turisthoteller og sådan noget.”