23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Tag en energirapport på din virksomhed

Kandidaterne vurderer energien i virksomheden, inden de siger ja til en ansættelse

Energi er en forunderlig størrelse, som især bliver synlig, når den ikke er der. Det gælder i mange af livets forhold – og det gælder i dén grad også for forholdet mellem virksomhed og kandidat: Den rigtige energi kan bane vejen for et langt og godt forhold. Omvendt er forbindelsen næsten dødfødt, hvis den rigtige energi ikke er der.

Hvis du skal sælge eller købe et hus, ved du hvor stor betydning et energimærke kan have. Et hus med en god energimærkning sælges til en klart højere pris end et hus, hvor forbruget er for højt, og varmen fiser ud af alle sprækker.

I en hushandel er det relativt enkelt, fordi energimærkningen er en del af salgsopstillingen, og du som køber sort på hvidt kan se, hvad du går ind til, hvis du vælger at overtage nøglen og flytte ind på den nye adresse.

Helt så enkelt er det ikke i forholdet mellem ansættelse og kontrakt. En kandidat har ikke et stykke papir, hvor virksomheden er gradueret på en skala fra A til F, og som tillader hende eller ham hurtigt at vurdere virksomhedens tilstand. Men energien er der, den spiller en rolle og tro mig – kandidaten kan mærke den.

Derfor kan det være en god idé at lave en energirapport på jeres virksomhed, også selvom I ikke tror, at I står foran nye ansættelser de kommende måneder. For det første kan nye ansættelser blive nødvendige hurtigere, end I tror; for det andet kan en energirapport være en stærk markør for, hvor tiltrækkende I er for nye kandidater. Præcis som husejeren, der bruger en energirapport til at udbedre nogle mangler, inden han ringer til ejendomsmægleren for at sætte huset til salg.

Det vigtige er nemlig ikke, om du selv mener, at din virksomhed er attraktiv. Det vigtigste er, at kandidaterne også mener det.

Som med et utæt hus handler det også her om at lukke de huller, hvor varmen billedligt talt forsvinder. Er der et stort gennemtræk af medarbejdere hos jer eller bare i en enkelt af afdelingerne? Så skal det kortlægges og fikses, for en seriøs kandidat, der gør sit hjemmearbejde, kan hurtigt lugte lunten. En mistanke om dårlig stemning eller følelsen af at arbejde på en banegård kan skræmme de fleste væk, allerede inden de skriver en ansøgning. Dårlig energi kan altid mærkes – og det skal du være forberedt på.

Men energien mærkes også på to konkrete fronter: Den interne og den eksterne. Den interne handler om personaletrivsel; den eksterne om det aftryk, din virksomhed sætter udadtil. Og de hænger sammen.

Hvis I prioriterer personalets velbefindende højt, smitter det af på den omtale, I får. Vi ser en del virksomheder, som f.eks. bruger en del ressourcer på at blive ”Great Place to Work”. For en interesseret kandidat er det ikke nødvendigvis afgørende, at I bliver nummer 1 i konkurrencen (selvom det naturligvis hjælper), men alene jeres indsats har betydning. I dag skal der ofte mere til end en høj løn for at tiltrække dygtige medarbejdere – at I har fokus på trivsel, samarbejde, god tone, udvikling og fællesskab kan være særdeles afgørende for at få de rigtige kandidater til samtale. Energien skal være rigtig.

På samme måde skal I tjekke, hvilket billede andre har af jeres virksomhed. Prøv f.eks. at google jer selv og se, hvad der har skabt omtaler og trafik på nettet den seneste tid. Er I synlige eller usynlige på nettet? Kalder I jer selv innovative, men glemmer at fortælle om det? Skal folk helst kende jer som dynamiske – uden at I har opdateret hjemmesiden siden marts 2015? Vil I være kendt for udvikling, men har ikke flyttet jer på de sociale medier de seneste tre år?

Så skal der forandringer til, for I skal forvente, at kandidaterne tjekker jer, inden de skriver ansøgningen – både jeres hjemmeside, om I har været i medierne (og hvorfor) og hvordan I og jeres medarbejdere gebærder sig på f.eks. LinkedIn. De tjekker simpelthen jeres energiniveau.

Pointen er, at selvom I ikke får en skriftlig energirapport med en slutkarakter i form af et bogstav, kan der være masser af værdifuld viden at hente ved at gå virksomheden kritisk igennem – gerne ved at lade en ekstern gøre det.

Nye kandidater vurderer jer ikke kun på jeres fortid og sidste års regnskab; de ser også på potentialet. Og her betyder det meget, hvilken energi I udsender, og hvad kandidaterne kan mærke.

Klik her for at læse flere nyheder fra HumanTrust A/S, hvor du også kan finde inspiration til din næste jobsamtale.

HumanTrust A/S
Gammel Viborgvej 9A / Vejlevej 27, 1. sal
8381 Tilst, Aarhus
Århus Kommune
Danmark
CVR nummer: DK35044922
P nummer: 1018283073

Kontaktperson

Send til en kollega

0.063