23948sdkhjf

Er din virksomhed ”A Great Place to Work”?

| Medlemsnyhed | Indrykket af HumanTrust A/S

En skarp og positiv profil kan gøre det lettere at rekruttere de rigtige medarbejdere

Et vigtigt element for virksomheder, der skal rekruttere i dag, er ”Employer Branding”. Det betyder, at du skal være bevidst om, hvilke aftryk, virksomheden sætter i omverdenen, og hvilken effekt, det har på jeres omdømme.

Hvor traditionel reklame typisk handler om salg og produkter, handler branding langt mere om værdier: Hvem er du, hvad står du for, hvorfor eksisterer din virksomhed og hvad driver jer i hverdagen? Kort sagt: Hvad vil I være kendt for; måske endda mere end jeres produkter?

I dag går medarbejderne nemlig typisk efter mere end bare et job, hvor de lægger et stykke arbejde, hæver deres løn og i øvrigt skynder sig hjem. De er ikke ude efter et hjem nummer to, men det bliver stadigt vigtigere, at jobbet og virksomheden giver mening for den enkelte. Det giver ejerskab og stolthed, det giver gladere medarbejdere – og dermed i sidste ende også gladere kunder – og så kan det også gøre det meget lettere at tiltrække ny arbejdskraft.

Middelfart Sparekasse er en af de virksomheder, der gennem nogle år helt bevidst har søgt at sætte trivsel og arbejdsglæde øverst på dagsordenen, fortæller adm. direktør Martin Baltser:

“Arbejdet var godt i gang, da jeg kom til i 2012, og min opgave har været at fastholde udviklingen. Selvfølgelig skal vi se på økonomien, og den har det aldeles glimrende, men vi har et lige så stærkt fokus på den gode arbejdsplads, de tilfredse kunder og at vi tager socialt ansvar. De fire elementer kan sagtens understøtte hinanden,” siger han.

Læs også: Fitnessrum og firmafrugt skaber ikke trivsel i sig selv.

Fire gange, senest i 2016, er Middelfart Sparekasse kåret til Danmarks Bedste Arbejdsplads – A Great Place to Work. I fjor blev det ”kun” til en andenplads, selvom trivselsmålingen bag kåringen faktisk gav en højere score end tidligere. Samtidig fik sparekassen en særpris for sit CSR-arbejde.

Med til billedet hører, at sparekassen flere år i træk er kåret som pengeinstituttet med de mest tilfredse kunder. Så indsatsen bærer frugt – spørgsmålet er, hvordan den påvirker forretningen?

“I de senere år har vi åbnet afdelinger i bl.a. Aarhus i 2013 og Hørning i 2014, uden at gøre den store reklame for os selv. I dag er der snart 7.000 kunder og over 30 ansatte i de to afdelinger, og jeg tror klart, at det hænger tæt sammen med vores gode image,” siger Martin Baltser og fortsætter:

“Samtidig er det blevet langt lettere at rekruttere. Når vi slår ledige stillinger op, får vi dyngevis af ansøgninger fra meget kvalificerede folk, og vi modtager hele tiden uopfordrede ansøgninger. Det gør det lettere at sætte det helt rigtige hold; endda i en tid, hvor der virkelig er kamp om de dygtige bankrådgivere,” siger direktøren.

Han peger på et andet parameter, der har skabt et godt ry i branchen.

“Vi ser på erfaring som et plus i stedet for at se en lidt højere alder som et minus. Da vi åbnede i Aarhus, valgte vi en 61-årig som filialdirektør, og det valg er vi stadig glade for,” siger han.

Martin Baltser tilføjer, at sparekassen også har stort fokus på en ofte udskældt gruppe: Mellemlederne.

“Mange anser det for at være øretævernes holdeplads, hvor man bliver klemt af hårde krav oppefra og frustrationer nedefra. Sådan skal det ikke være her, og vi gør meget ud af en flad struktur og samarbejde på tværs af kæderne. Når vi taler bankforretninger, handler det meget ofte om tillid, ikke mindst fra kunderne. For os er det vigtigt også at vise tillid indadtil og ikke dyrke en fejlfindingskultur, hvor ingen tør tage beslutninger. Hvis man mener selvledelse alvorligt, skal den enkelte medarbejder også mærke en høj grad af frihed uden at være bange for at begå fejl – og den holdning er absolut også med til at trække ansøgere til,” siger han.

Læs også: Gode kandidater kommer ikke af sig selv.

Budskabet er klart: Tillid, frihed og en meningsfuld hverdag med en større dagsorden end ”bare” bundlinjen trækker ikke bare kunder til – du får også langt lettere ved at rekruttere de rigtige medarbejdere. Det fortæller vi mere om i næste artikel.

Interesseret i flere nyheder og mere inspiration fra HumanTrust?
Klik her og vælg selv de emner, som interesserer og optager dig.


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
HumanTrust A/S

Bredskifte Allé 5, st. tv.
8210 Århus V
Danmark
HumanTrust A/S

Send til en kollega

0.304