23948sdkhjf

Bliv klogere på regler og retningslinjer ved produktion og markedsføring af bæredygtige fødevarer

| Medlemsnyhed | Indrykket af Insight Legal / Insight Events ApS

Bæredygtighed er en dominerende trend, som også fødevarebranchen er nødt til at forholde sig til i alle led af værdikæden. Det er et vidt begreb, og der kan opstå dilemmaer, når der arbejdes med bæredygtighed i fødevareproduktion.

Interview med Karin Frøidt, koncernkvalitetschef hos Dagrofa

Når vi byder velkommen til konferencen Fødevarelovgivning den 29. og 30. maj 2018, er Karin Frøidt, koncernkvalitetschef hos Dagrofa, blandt talerne. Hun vil kaste lys over, hvordan bæredygtigheden i højere grad tænkes ind i fødevareproduktion, samt hvilke faldgruber man skal være opmærksom på, når bæredygtighed skal markedsføres. ”Bare fordi noget er rigtigt, må man ikke nødvendigvis anprise det”, fastslår Karin Frøidt.

Bæredygtighed er ikke ligetil
Der er mange forskellige aspekter af bæredygtighed, og det er ikke altid, at disse trækker i samme retning, når det gælder fødevareproduktion. ”Indsatsområder, der er gode for eksempelvis dyrevelfærd, er ikke nødvendigvis gode for fødevaresikkerhed eller for miljøet. Det kan være en udfordring for virksomhederne, at de forskellige bæredygtighedsaspekter trækker i forskellige retninger og mange gange har tendens til at spænde ben for hinanden”, forklarer Karin Frøidt.

Når bæredygtigheden skal tænkes ind i fødevareproduktionen, er der ligeledes en række lovgivningsmæssige aspekter og retningslinjer, som skal overholdes. Her kan markedsføringen blandt andet resultere i en række udfordringer for virksomhederne. ”Jeg vil på konferencen komme med konkrete eksempler på de muligheder og begrænsninger, der kan opstå ved markedsføringen af bæredygtighed. Mit indlæg vil forhåbentlig sætte tanker i gang hos deltagerne og skabe debat om arbejdet med bæredygtighed, herunder kontrollen på området”, lyder det.

Øget digitalisering skaber øgede krav til virksomhederne
Ifølge Karin Frøidt vil der de kommende år være fokus på digitalisering og det øgede krav til transparens i alle led i fødevarekæden. Fremtidens forbrugere forventer, at virksomhederne responderer med det samme, og der eksisterer ikke den samme forståelse for, at det kan tage tid at undersøge specifikke forhold. ”Den traditionelle værdikæde eksisterer ikke mere, da den i dag suppleres af en række virksomheder, der bidrager med diverse delydelser og services. Det gør det betydeligt mere komplekst for både myndighederne, fødevarevirksomhederne og handlen i forhold til kontrol og fordeling af ansvar”, understreger hun.

Flere nationale regler i EU
Til spørgsmålet om, hvad der vil være på dagsordenen, hvis vi ser fem år ud i fremtiden, påpeger Karin Frøidt, at hun ser det som bekymrende, at flere EU-medlemslande vedtager nationale regler. ”På nogle områder bevæger vi os desværre væk fra harmonisering.” Det gør det sværere for både producenter, eksportører og importører at navigere rundt i gældende lovgivning. ”Om fem år vil konferencen forhåbentlig være et ligeså vigtigt forum for vidensdeling, som den er i dag. På konferencerne kan man blive opdateret på nyeste viden, og de forskellige aktører udveksler erfaringer i forhold til de mange regler og retningslinjer og skaber relationer, der ligeledes kan være værdifulde mellem konferencerne”, pointerer hun.

Læs mere om konferencen Fødevarelovgivning 2018 og tilmeld dig her.


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Insight Legal / Insight Events ApS

Silkegade 17 st.
1113 København K
Danmark
Insight Legal / Insight Events ApS

Send til en kollega

0.203