Vejen Kommune åbner for nyt erhvervspotentiale ved E20
Nu udbydes et attraktivt areal til fastfood restauranter, tank- og ladestationer samt servicefunktioner med direkte adgang til E20 Esbjergmotorvejen.
Ved afkørsel 67 på E20 Esbjergmotorvejen ved Vejen Øst tages der nu et vigtigt skridt i udviklingen af området. Et erhvervsareal på ca. 21.760 m² er sendt i udbud til virksomheder, der ønsker en synlig placering med høj tilgængelighed.
”Med dette udbud åbner vi for en sjælden mulighed: Et erhvervsareal med direkte adgang til E20, høj trafik og maksimal synlighed. Det er en placering, der giver virksomheder optimale betingelser for vækst, og som vi forventer vil tiltrække stærke aktører”, forklarer borgmester Christian Lund.
Området er udlagt til publikumsorienterede serviceerhverv så som fastfood restauranter, kiosk og tankstation, ladestandere og vaskeanlæg. Samtidig udvikles der yderligere ca. 125.000 m² til lager- og logistikvirksomheder vest for området. Her bliver der mulighed for højlagerbyggeri op til 45 meter.
Vi oplever stor interesse fra virksomheder, der efterspørger gode placeringer tæt på motorvejen – både til fastfood restauranter, tankstation samt tilhørende servicefunktioner. Det nye område giver os mulighed for at imødekomme den efterspørgsel, fortæller Birgith M. Hansen, der er leder af Byg & Bolig i Vejen Kommune.
Med det nye erhvervsområde håber kommunen også at styrke eksisterende erhvervsområder langs motorvejen og tiltrække endnu flere virksomheder.
“Det er afgørende, at vi har attraktive erhvervsgrunde klar, når virksomheder henvender sig. Det er sådan, vi skaber arbejdspladser og udvikling og sikrer, at Vejen fortsat er en stærk erhvervskommune,” siger borgmester Christian Lund.
Der etableres et nyt vejanlæg ved Gestenvej til betjening af det nye erhvervsområde i Vejen Øst. Vejen Kommune forventer at igangsætte vejprojektet ultimo juni 2026 og at det er afsluttet sidst på året 2026.
Fakta:
Erhvervsområdet Vejen Øst sælges som et samlet areal og er i udbud til 23. juni 2026 kl. 12.00. Grundene kan overtages fra 1. oktober 2026.
Find alt om udbuddet på vejen.dk/vejenøst