23948sdkhjf

Arla udvider brugen af stevia

Efter en positiv modtagelse af de første sukkerreducerede yoghurter er Arla nu klar til at udvide brugen af sødemidlet stevia til også at omfatte den populære jordbærvariant.
Sødemidlet stevia – som siden december 2011 har været lovligt at tilsætte fødevarer i EU – kan vise sig at være en god forretning for Arla.

Mejeriet lancerede for et halvt år siden tre varianter af den kendte yoghurtserie Yoggi i udgaver med stevia, hvor sukkerindholdet samtidig er reduceret med 30 procent. Salget er gået så godt, at Arla fra uge 16 er klar med en sukkerreduceret udgave af den klassiske jordbæryoghurt.

- Forbrugerne har taget rigtig positivt imod de første tre varianter, som stadig sælger godt, selv om de ikke længere har nyhedens interesse. Derfor prøver vi nu at lancere den populære jordbærvariant tilsat stevia, fortæller Mette Schacht Færch, der er category director for yoghurt hos Arla, til Food Supply.

Lakridssmag er en udfordring
Arlas jordbæryoghurt overgås i popularitet kun af pære/banan-varianten, og derfor har Arla gjort meget ud af at gøre det let for forbrugerne at kommentere den nye og sukkerreducerede variant. Sødemidlet stevia – som udvindes fra den lille, grønne Stevia rebaudiana-plante i den sydamerikanske regnskov – gør nemlig andet end at søde uden kalorier.

- Stevia har en lidt speciel bismag af anis eller lakrids, som man skal arbejde med at kamuflere. Når man ændrer på noget så indarbejdet som smagen af jordbæryoghurt, må man også forvente en reaktion fra forbrugerne. Men vi håber naturligvis, at de vil tage lige så godt imod jordbærvarianten, som de har taget imod de tre første, siger Mette Schacht Færch med henvisning til Arlas Yoggi-produkter med henholdsvis Blåbær & banan, Æble & Abrikos, Appelsin & Kokos, som blev lanceret i de sukkerreducerede og steviatilsatte udgaver i september sidste år.

Udfordringen med at skjule den lakridsagtige bismag gør, at yoghurt har været det ideelle produktområde at starte med brugen af stevia for Arla. Mette Schacht Færch vil ikke udelukke, at mejeriet udvider brugen af det plantebaserede sødemiddel til andre produkter med tiden, men hun understreger samtidig, at det ikke er meningen, at stevia ultimativt skal erstatte sukker alle steder.

- Der er mange holdninger til sødemidler – både positive og negative. Med Yoggi-produkterne har det mest af alt handlet om at reducere sukkerindholdet, men vi vil ikke bruge sødemidler i alle vores brands. Det er slet ikke alle forbrugere, der er interesseret i det, understreger Mette Schacht Færch.

Fakta: Stevia i danske fødevarer
Først i december 2011 gav EU grønt lys for brugen af stevia i europæiske fødevarer. Siden har sødemidlet især vundet indpas i drikkevarer og findes i dag i mange af de såkaldte vitamin- og energidrikke, som findes på markedet.

Coca-Cola oplyser, at koncernen i dag bruger stevia i mere end 25 produkter verden over, mens Kavli A/S – som står bag saftmærket FUN – for få uger siden lancerede FUN One Stevia, som kun indeholder 1 kcal. pr. glas opblandet saft, fordi sukkeret er udskiftet med stevia.

Toms Gruppen er også med på vognen og relancerede i februar den sukkerfri slikserie Nellie Dellies med tilsat stevia, mens Haribo allerede i september sidste år lancerede Stevi-Lakrids, der indeholder 40 procent færre kalorier end traditionel lakrids takket være brugen af stevia.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109