Kontrol af glutenfri produkter
Fødevarestyrelsen har undersøgt om brød, morgenmadsprodukter, bagværk, melblandinger, pasta og choklade uden gluten nu også holder, hvad de lover.
Det vurderes, at mere end 1 % af Danmarks befolkning lider af glutenintolerance (cøliaki). Personer, der lider af cøliaki, kan ikke tåle gluten og kan blive alvorligt syge af at spise gluten. Der er derfor fortsat behov for at føre kontrol med at ”glutenfri” produkter markedsføres efter de gældende regler, så forbrugere med cøliaki ikke vildledes.
Ifølge reglerne må indholdet af gluten højest være 20 mg gluten pr. kg fødevare. Produkter, der markedsføres med mærkningen ”meget lavt indhold af gluten” må højest indeholde 100 mg gluten pr. kg.
I Fødevarestyrelsens undersøgelse er der analyseret 31 produkter, der markedsføres som ”glutenfri”. Undersøgelsen har omfattet analyser af brød, morgenmadsprodukter, bagværk, melblandinger og forskellige andre produkter som f.eks. pasta, chokolade og øl.
Analyserne viser at 29 ud af de i alt 31 testede fødevarer overholder grænseværdien. Kun to produkter havde et indhold af gluten, der overskred grænsen på 20 mg pr. kg
Fødevarestyrelsen har endvidere via undersøgelsen erfaret, at de danske virksomheder, der forhandler ”Glutenfri” produkter har rigtig godt styr på sporbarheden af deres produkter.
Så både resultater fra den aktuelle kampagne og tidligere års kampagne, viser at virksomhederne generelt har en høj regelefterlevelse, når det kommer til regler for ”glutenfri” mærkede produkter.
Kilde: Fødevarestyrelsen