23948sdkhjf

Danish Crown skal skære 500 milllioner i produktionen – vil fyre 100 ansatte

Kriseramte Danish Crown står over for en omfattende effektiviseringsplan. Kødgiganten skal nedbringe produktionsomkostningerne med mindst 500 millioner kroner og hele organisationen skal effektiviseres.

Det skriver koncernen i en pressemeddelelse.

Besparelserne skal blandt andet gennemføres ved “en forbedret udnyttelse af kapaciteten på slagterier og fabrikker samt et mere strømlinet og højteknologisk setup”.

Et kraftigt fald i leveringen af slagtegrise har skabt store udfordringer for Danish Crown, der tilbage i juni var nødsaget til at lukke et slagteri i Sæby, der kostede flere hundrede ansatte jobbet.

Derfor er koncernen ifølge administrerende direktør Jais Valeur nødt til at reagere, da man “skylder sine andelsejere at skære helt ind til benet”.

-Det vil i første omgang bidrage til at lukke en del af gabet til de andre europæiske lande. Samtidig er det et faktum, at effektivitet og maksimal udnyttelse af produktionsanlæggene er vejen til at tjene penge i fødevarebranchen. Det er ikke nyt for os, men efter vi samlede vores griseslagterier og forædlingsaktiviteter i én forretningsenhed for to år siden, har vi ikke været skarpe nok, så det retter vi op på nu, siger Jais Valeur.

Produktionsbesparelserne er en del af Danish Crowns nye strategi ‘Horizon’, hvor koncernen går efter at løfte indtjeningen med minimum 1,5 milliarder kroner inden for to år.

100 fyresedler

Som et led i planen ønsker ledelsen at effektivisere administrationen og supportfunktionerne, så omkostningerne på årsbasis reduceres med mindst 250 millioner kroner. Til Ritzau fortæller Jais Valeur at op mod 100 administrativt ansatte i Danish Crown kan forvente en fyreseddel.

Siden foråret 2022 har kødgiganten været under stort pres, da afregningen for grise i Danmark ligger langt efter det øvrige Europa. Det har udløst et dyk i eksporten til nøglemarkeder som Kina, Japan, USA, Australien og Sydkorea, fordi omkostningerne på grund af det høje danske lønniveau til at slagte, opskære og udbene grise i Danmark er over 1 krone højere per kilo end i lande som Tyskland, Polen og Spanien.

For at vende udviklingen fokuserer Danish Crown fremover mere på det europæiske marked, hvor man vil “producere og sælge produkter, der kan sælges til en tilstrækkelig høj pris til at kompensere for de højere produktionsomkostninger i Danmark”.

Danish Crowns store spareplaner

Administrationen og supportfunktionerne skal effektiviseres, så omkostningerne på årsbasis reduceres med minimum 250 mio. kroner.

En forbedret udnyttelse af kapaciteten på slagterier og fabrikker samt et mere strømlinet og højteknologisk setup skal nedbringe produktionsomkostningerne med mindst 500 mio. kroner.

Salgsindsatsen skal fokuseres på kernekunder inden for retail, foodservice og industri, så der opbygges partnerskaber med kunder, der stiller krav til datadrevet sporbarhed og bæredygtighed, så indtjeningen øges med 500 mio. kroner.

Rentabiliteten i de tyske slagteriaktiviteter og på vores forædlingsfabrik i Kina skal sammen med færdiggørelsen af investeringen i den nye baconfabrik i Storbritannien bidrage med 250 mio. kroner.

Der er identificeret yderligere muligheder for besparelser på indkøb og potentiale for øget indtjening i koncernens datterselskaber, som potentielt kan bidrage med op til 500 mio. kroner.

Kommenter artiklen (1)
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063