HK Scan slår et slag for kylling
Bønner, bælgfrugter og andre planteproteiner er vigtige ingredienser i fremtidens madlavning, men animalske proteiner som kylling og andet lyst kød kan også spille en rolle, når CO2e-udledningen i fødevarer skal ned.
Det mener man hos HKScan Denmark. I en pressemeddelelse påpeger kyllingsproducenten Executive Vice President, Jukka Nikkinen, at kylling er en af de kødtyper, som har det mindste klimaaftryk.
- Klimaaftrykket kan mindskes betragteligt ved at spise flere grøntsager og bytte det røde kød ud med lyst kød som kylling, kalkun, fisk og skaldyr, siger Jukka Nikkinen.
Ifølge tænketanken Concitos klimadatabase, der viser klimaaftrykket for de 500 mest almindelige fødevarer i Danmark, er plantebaseret mad generelt klimavenligst.
Klimaaftrykket for plantefars er 0,6 kg CO2e, mens kyllingekød udleder 3,7 kg CO2e. Det er 85 procent mindre end hakket oksekød, som ligger på 32,5 kg CO2e.
I sidste uge udgav Concito en rapport, som viste, at danskerne stadig udleder cirka dobbelt så meget CO2e som en gennemsnitlig verdensborger. Ifølge rapporten er fødevarer er den andenstørste forbrugsudleder, og 55 procent af CO2e-udledningen kommer fra danskernes forbrug af oksekød.